Regeringen mørkelægger oplysninger om overvågning
Justitsministeriet vil hverken be- eller afkræfte om masseovervågning af mobiler finder sted i Danmark.
Mens lande som Tyskland, Norge og USA åbent har erkendt, at de anvender falske mobilmaster til at spore og aflytte mistænkte kriminelle i deres lande, vil de danske myndigheder ikke be- eller afkræfte, om et lignende system findes i Danmark.
Det skriver Jyllands-Posten.
Det fremgår af en ny opsigtvækkende afgørelse, hvor Folketingets Ombudsmand blåstempler mørklægningen af programmet, hvor man anvender såkaldte IMSI-catchere til at masseaflytte og registrere mobiltelefoner over større områder.
Ifølge en af landets førende it-eksperter, direktør Henrik Kramshøj fra it-sikkerhedsfirmaet Solido, er den nye afgørelse problematisk.
- Dette her er et af de kraftigste overvågningsværktøjer, som myndighederne kan anvende, og derfor er det bekymrende, at myndighederne har mørkelagt alt om, hvordan det bruges, siger han til Jyllands-Posten.
PET må anvende systemet i såkaldte "nødretssituationer", men ifølge eksperter er det uklart, hvad begrebet egentlig dækker over, og det bekymrer Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.
DF's retsordfører, Peter Skaarup, er positivt stemt over mørkelægningen, da "alt andet ville være at gå terroristernes ærinde," siger han til avisen.
Justitsministeriet skriver i en mail til Jyllands-Posten, at PET og politiet generelt ikke må anvende systemet, men vil ikke svare på fortolkningen af begrebet "nødret", eller om systemet findes og har været i brug.
- Uanset hvilke efterforskningsredskaber myndighederne gør brug af, skal de selvfølgelig overholde landets love og regler. Det gælder også retsplejeloven, lyder det fra justitsminister Mette Frederiksen (S) ifølge avisen.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde