Regeringen nedjusterer 2011-vurderingen af ejerboliger
Regeringen er klar med et lovforslag, som forlænger 2011-vurderingen af ejerboliger til også at gælde i 2013 og 2014.
Som en del af lovforslaget sænkes den forlængede 2011-vurdering, hvilket kan give boligejerne op imod fem procent lavere ejendomsvurderinger.
Det meddeler skatteminister Holger K. Nielsen (SF) på ministeriets hjemmeside.
- Regeringen forlænger 2011-vurderingen i 2013 og 2014, fordi vi ikke mener, at det nuværende vurderingssystem kan give boligejerne en ny 2013-vurdering, de kan have tillid til, siger Holger K. Nielsen i en pressemeddelelse.
Dermed skal 2011-vurderingerne fortsat gælde, selvom de er fejlhæftet.
Det var Rigsrevisionen, der i august udsendte en beretning, som afdækkede omfattende fejl i Skats offentlige ejendomsvurderinger.
Rigsrevisionen kritiserede, at Skats vurdering af parcelhuse i tre ud af fire tilfælde i 2011 ikke stemmer overens med de priser, som husene blev handlet til.
De fejlhæftede vurderinger betyder for tusindvis af boligejernes vedkommende, at de har betalt for meget i skat, mens andre har betalt for lidt i skat.
- For at komme boligejerne i møde, mens vi venter på det nye vurderingssystem, har regeringen besluttet at sænke den forlængede 2011-vurdering. På den måde skaber vi en sikkerhedsmargin. Det er jeg meget tilfreds med, siger skatteministeren.
Nedsættelsen af den forlængede 2011-vurdering i regeringens lovforslag er målrettet boligejere, som kan være berørt af, at selvsamme ejendomsvurdering har været for høj.
Tidligere har Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti forladt forhandlingerne med skatteministeren om et nyt system for de udskældte ejendomsvurderinger.
Dermed ser det ud til, at regeringen må indgå en smal aftale med Enhedslisten, som ifølge Berlingske bakker op om lovforslaget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned