Blækket er dårligt blevet tørt på den nye udlændingeaftale, før regeringen og Dansk Folkeparti er i åben strid om, hvordan aftalen skal tolkes.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) skriver i en kronik i Berlingske Tidende, at en dansk statsborger vil kunne få sin udenlandske ægtefælle til landet, hvis udlændingen opfylder ét af tre nye krav.
- Man må enten have en uddannelse, have erhvervserfaring eller kunne tale et af verdenssprogene på højt niveau, hvis man vil ægtefællesammenføres i Danmark. Opfylder man ikke et af disse krav, vil der være mulighed for at kombinere færdighederne og alligevel opnå ægtefællesammenføring, skriver Birthe Rønn Hornbech om udlændingeaftalen, der er en del af finanslovforliget.
Men ministerens tolkning afvises af Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.
Pointsystemet er slet ikke lagt fast endnu, og Dansk Folkeparti er ikke parat til at give udlændinge familiesammenføring, blot de for eksempel taler godt engelsk, fastslår Peter Skaarup.
- Det er ikke nok at kunne et enkelt verdenssprog, siger han til Berlingske Tidende.
Regeringen og Dansk Folkepartis nye udlændingeaftale deler desuden danskerne i to lige store grupper, viser en ny måling, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende.
47 procent støtter stramningen, mens 45 procent er imod.
Samtidig skaber aftalen ny splid i oppositionen. Integrationsordfører Marianne Jelved (R) kalder det radikalt "hjerteblod" at fjerne pointsystemet, hvis der kommer en ny regering efter næste valg.
S og SF støtter principielt et pointsystem, men vil ikke tage stilling til regeringens model, før den bliver lagt frem i detaljer.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker