Regeringen opjusterer i forvejen historisk højt vækstskøn

Finansminister Nicolai Wammen (S) peger på den positive udvikling på arbejdsmarkedet som en af årsagerne til, at der ventes en rekordhøj vækst i økonomien i år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I år skønner regeringen en vækst på 3,9 procent. Til næste år ventes væksten at reduceres til 2,8 procent.

Offentliggjort Sidst opdateret

Siden sensommeren er regeringen blevet mere optimistisk omkring udviklingen i den danske økonomi.

Der ventes således en højere vækst i år, end det var tilfældet dengang.

Det fremgår af den seneste økonomiske redegørelse fra Finansministeriet. Den bliver offentliggjort tre gange om året og giver prognoser for økonomien.

I december-udgaven skønner regeringen en vækst i 2021 på 3,9 procent. Det er marginalt højere end skønnet i august-udgaven, der var 3,8 procent.

Ender økonomien med at vokse med 3,9 procent i år, vil det være den største vækst siden 2006, hvor væksten også var på 3,9 procent ifølge Danmarks Statistik.

I redegørelsen bliver der peget på flere årsager til den positive udvikling i år. Blandt andet nævnes en høj beskæftigelse og lav ledighed.

- Der er stadig virksomheder og brancher, som har det svært, men samlet set er der i dag flere i beskæftigelse i Danmark, end der nogensinde har været, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

- Og med under 90.000 ledige skal vi helt tilbage til før finanskrisen for at finde et lavere tal.

- I dag, under to år efter coronakrisen ramte verden, står vi med en dansk økonomi i stærk fremgang, siger han i pressemeddelelsen.

For næste år skønner regeringen, at væksten vil ende på 2,8 procent. Det er samme skøn, som regeringen kom med i august.

Væksten ses at aftage yderligere i 2023, hvor regeringen skønner en vækst på 2,1 procent. Det er første gang, at regeringen leverer et skøn for det år.

I Dansk Erhverv mener cheføkonom Tore Stramer, at regeringen har fremlagt en optimistisk prognose, der som udgangspunkt ikke forventer, at den nye og smitsomme Omikron-variant vil afspore opsvinget i dansk økonomi.

- Selv om risikoen er betydelig i øjeblikket, og der formentlig venter en hård vinter med yderligere restriktioner, så forventer vi på linje med regeringen et fortsat pænt opsving over de kommende år, siger Tore Stramer i en skriftlig kommentar.

Regeringen kommer i sine redegørelser også med skøn for prisudviklingen på boligmarkedet.

I den seneste udgave skønnes huspriserne for enfamiliehuse i 2021 at stige med 10,4 procent. Det er en nedjustering i forhold til august. Her var skønnet en stigning på 13,1 procent.

Til næste år skønner regeringen nu, at huspriserne vil stige med 3,3 procent og med 2,8 procent året efter.