Regeringen rækker hånden ud til K

Den nye regering rækker hånden ud til Det Konservative Folkeparti og opfordrer til brede aftaler om den økonomiske politik.

Da økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) samt erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) mandag ved en reception overtog nøglerne til Økonomi- og Erhvervsministeriet fra Brian Mikkelsen (K) var det således med en erkendelse af, at S-R-SF-regeringen er en mindretalsregering.

- Og at Danmark er "seriøst udfordret", som Margrethe Vestager udtrykker det.

- Det regeringsgrundlag, som er fremlagt i dag, tror jeg, at både du - og de andre partier i oppositionen - vil sige: Det er den største invitation til samarbejde, der nogensinde er stukket ud i dansk politik, siger økonomi- og erhvervsministeren og fortsætter:

- Og jeg tror, at der er rigtig mange ting, hvor man vil sige: Ja, det er da det, vi skal i gang med. Det er da lige det, som er på dagsordenen.

Ole Sohn henviser samtidig til, at De Konservative hidtil har afvist den nu tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) forsøg på at holde VKO-blokken samlet - også i opposition.

- Det er et grundlag for regeringen, at vi vil det brede samarbejde. Og vi har alle tre partier i den nye regering noteret De Konservatives ønske om et godt, tillidsfuldt og forpligtende samarbejde - også med den nye regering - og det vil vi selvfølgelig tage for pålydende, siger erhvervs- og vækstministeren og fortsætter:

- De udfordringer, som Danmark - og Europa - står overfor, er så grundliggende og dybe, at de kræver et godt samarbejde for overhovedet at kunne lykkes. Det er vores ledetråd, og det, håber jeg også, er både dit og partiets ledetråd i den kommende tid.

Økonomi- og Erhvervsministeriet forærede Brian Mikkelsen en kikkert i afskedsgave, fordi han har sagt, at han nu vil "holde tæt øje med regeringen". Den nu tidligere økonomi- og erhvervsminister kvitterede ved at sige:

- Jeg glæder mig til at være den konstruktive opposition

/ritzau/

- Det er den største invitation til samarbejde, der nogensinde er stukket ud i dansk politik, siger Vestager.

Offentliggjort Sidst opdateret