Regeringen ser dystert på væksten i 2013
Regeringen nedjusterer atter forventningerne til den økonomiske vækst i 2013, erfarer Ritzau.
Væksten ventes nu at lande på 0,2 procent mod tidligere prognoser på 0,5 procent.
Det vil fremgå, når S-R-SF-regeringen tirsdag i forlængelse af sit udspil til næste års finanslov præsenterer Økonomisk Redegørelse.
Regeringen ventes imidlertid at fastholde, at der er lysere tider på vej i 2014, hvor den fastholder en vækst på 1,6 procent. Årsagen er ifølge regeringen, at der er tegn på et stemningsskifte i både dansk og international økonomi.
Det skyldes den afsmittende effekt fra de bedre internationale konjunkturer. I resten af 2013 vil det slå igennem på den danske vækst, og fortsætte ind i 2014.
Cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian finder det på ingen måde overraskende, at regeringen igen har måttet nedjustere skønnet for den økonomiske vækst.
- Da de offentliggjorde deres seneste prognose i maj var det tydeligt, at de fra start var for optimistiske med hensyn til vækstforventningerne i år, givet forløbet i dansk økonomi gennem 2012 og ind i 2013.
- Det har regeringen taget konsekvensen af i den nye prognose, som dermed virker langt mere realistisk, siger Steen Bocian i en skriftlig kommentar.
Regeringen rammer med sit skøn inden for skiven.
- De økonomiske nøgletal understøtter også forventningen om en klar bedring i dansk økonomi fra 2013 til 2014. Den økonomiske krise er ved at lette. Vendingen er primært drevet af en generel bedring i de vestlige landes økonomiske udsigter, siger Steen Bocian.
Særligt afgørende er det, at den europæiske gældskrise er ved at slippe sit alt-kvælende tag i særligt de sydeuropæiske økonomier.
- Det er med andre ord ikke den økonomiske politik i Danmark, som har spillet den afgørende rolle for bedringen. Når det er sagt, så har den økonomiske politik i Danmark i store træk været rimeligt fornuftig gennem de seneste år, fastslår Danske Banks cheføkonom.
Den økonomiske vækst vil få bruttoledigheden til at falde fra i gennemsnit 154.000 i år til 148.000 næste år.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned