Regeringen vil bruge juleferien til at lede efter sparemuligheder i sit energioplæg for at komme oppositionen i møde, inden der udskrives nye regninger for el og anden energi for at nedsætte CO2 udslippet og skåne klimaet.
Det står klart efter dagens energiforhandlinger. Der er aftalt nyt møde i anden uge af januar.
Venstre, som hårdt har kritiseret energioplægget for at være alt for dyrt, er fortsat med i forhandlingerne.
Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) siger, at han vil se på, om omkostningerne for virksomheder og borgere kan komme længere ned end de omkring 6 milliarder kroner, som regeringen har lagt op til frem til 2020.
For regeringen er det vigtigt, at ambitionsniveauet forbliver intakt, påpeger ministeren.
- Vi forsøger at nå det samme niveau for billigere penge, siger Lidegaard.
- Jeg tror, vi kan fremlægge et revideret udkast i januar. Vi har fået inspiration i dag, siger han uden at ville afsløre, hvad inspirationen består af.
Lidegaard havde håbet, at forhandlingerne kunne sluttes inden jul. Nu tør han ikke gætte på, hvornår de er i mål.
Venstre og De Konservative vil have halveret omkostningerne ved regeringens planer. Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, siger, at Venstre bliver ved forhandlingerne så længe som muligt.
- Men vi vil ikke lave forlig på det høje niveau, som regeringen vil, siger han.
Enhedslisten, som holder regeringen ved magten, mener, at regeringen er ved at løbe fra sine egne ambitioner for klimaet.
- Dette alvorlige svigt sker for at opfylde Venstres uansvarlige krav, siger Per Clausen, energiordfører for Enhedslisten, i en pressemeddelelse.
Enhedslisten vil flytte penge væk fra biogas og biomasse og over til solenergi og geotermi.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde