Regeringen slækker på udlændingekrav

Det bliver nemmere at blive familiesammenført. Det bliver nemmere at få permanent opholdstilladelse. Det bliver nemmere at få dansk statsborgerskab. Og asylansøgere skal ud i samfundet.

En lang række af de stramninger i udlændingepolitikken, som VK-regeringen med støtte af Dansk Folkeparti har gennemført i de seneste år, står for fald.

Det fremgår af regeringsgrundlaget for den nye S-R-SF-regering.

- Regeringen vil skabe en ny balance i Danmarks integrations- og udlændingepolitik. En ny balance mellem rettigheder og pligter. En ny balance, hvor integration prioriteres over eksklusion, lyder det i regeringsgrundlaget.

Mens den såkaldte 24-års regel består, så afskaffes pointsystemet og den såkaldte indvandringsprøve ved familiesammenføringer. Til gengæld skal familiesammenførte udlændinge bestå en danskprøve.

Samtidig fjernes gebyrerne for ansøgning om opholdstilladelse, ligesom den bankgaranti, man skal stille for at få en udenlandsk ægtefælle til landet, halveres fra 100.000 til 50.000 kroner.

Også pointsystemet og medborgerskabsprøven for at opnå permanent opholdstilladelse står for fald, ligesom sprogkravet lempes.

Til gengæld skal man have opholdt sig i Danmark i fem år, hvoraf man skal have haft fuldtidsarbejde eller været under uddannelse i mindst tre år.

Når det gælder ansøgning om dansk statsborgerskab, slækkes der også på reglerne.

I dag må en udlænding, der ønsker statsborgerskab, højst have modtaget offentlig hjælp i et halvt år indenfor de seneste fem år. Fremover er det nok at have været selvforsørgende i to et halvt år ud af de seneste fem år.

Unge med udenlandsk baggrund, der er født og opvokset i Danmark, og som består folkeskolens afgangsprøve, skal automatisk have statsborgerskab. Og også her mindskes kravene til nye statsborgeres danskkundskaber.

Derudover skal der gives dispensation for de generelle krav, hvis ansøgeren lider af posttraumatisk stress, hvilket er tilfældet for mange krigsflygtninge.

Også på andre områder sker der lempelser. For eksempel skal udlændinge have stemmeret ved kommunal- og regionsvalg efter tre år i Danmark, hvor de i dag må vente fire år.

Derudover åbner den nye regering op for, at afviste asylansøgere, der ikke kan vende hjem, og asylansøgere, som er ved at få deres sag behandlet, kan arbejde og bo uden for asylcentre efter et halvt år.

Også den såkaldte starthjælp, der giver lavere sociale ydelser til udlændinge, afskaffes, ligesom Integrationsministeriet nedlægges.

/ritzau/

Den stramme danske udlændingepolitik bliver på en lang række områder mindre stram med den nye S-R-SF-regering.

Offentliggjort Sidst opdateret