At flytte penge og fokus fra aktivering til uddannelse er det vigtigste mål med den reform af beskæftigelsesindsatsen, som regeringen præsenterer onsdag, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.
- Krydset i reformen er, at vi flytter penge fra aktivering og bureaukrati til uddannelse og kompetenceløft, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).
I alt vil regeringen bruge 500 mio. kr. ekstra på uddannelse til ledige dagpengemodtagere. Omtrent halvdelen skaffes ved at opgive kravet om aktivering til alle ledige og samtidig fjerne den refusion, kommunerne i dag får fra staten til aktivering, som f.eks. kan være korte kurser, løntilskudsjob eller virksomhedspraktik.
Det vil betyde, at kommunerne selv skal betale hele udgiften, hvis det kommunale jobcenter sender en ledig i aktivering.
Resten af pengene vil regeringen finde ved at fjerne bureaukrati og kontrol og sikre en mere individuel indsats for den enkelte ledige.
- Vi ønsker at tage et reelt opgør med den måde, man har tænkt beskæftigelses politikken på i mange år, siger Mette Frederiksen.
- Vi går væk fra standard-aktivering, som har haft et element af at gøre livet surt for folk i stedet for at hjælpe dem på vej, over til en satsning på uddannelse.
Skiftet er baseret på en tro på, at uddannelse vil give ledige med ingen, kort eller forældet uddannelse bedre mulighed for varig beskæftigelse. Så de også kan klare sig på arbejdsmarkedet i økonomiske nedgangstider.
Et af regeringens forslag er at give mulighed for at tage kurser fra første dag som ledig. Men det skal være »jobrettet« uddannelse, som er med på en ny positivliste.
- Samtidig bliver det målrettet til ufaglærte og faglærte, fordi det er der kompetenceløftet er mest påkrævet, siger Mette Frederiksen.
- Reformen handler også om, at lige så optaget som regeringen er af at sikre økonomisk ansvarlighed, lige så optaget er vi jo af social retfærdighed. Vi vil have et arbejdsmarked, der er baseret på fleksibilitet og på tryghed.
Reformen skal sikre en langt mere individuel indsats for den enkelte ledige.
Kommunerne ser frem til at slippe for at tvinge ledige i aktivering efter seks måneder og faktisk også til at miste refusionen fra staten.
- Begge dele er en afbureaukratisering, som gør, at kommunerne kan lave den indsats, der har størst effekt. Uden at skele til økonomien, siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S), som er formand for KL?s arbejdsmarkedsudvalg.
Også i fagbevægelsen er der udbredt tilfredshed.
- Hvis vi ikke giver vores medlemmer den nødvendige uddannelse, bliver det polske arbejdere, der tager over, siger 3F-formand Per Christensen, der bakkes op af HK-formand Kim Simonsen.
Arbejdsgiverne i DA er til gengæld meget kritiske overfor regeringens udspil.
- Uddannelse fjerner folk fra arbejdsmarkedet, og uddannelse virker ikke, hvis det handler om at få folk i arbejde, siger DA-direktør Henrik Bach Mortensen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde