Regeringen tror på stigende privatforbrug
Indkøbsvognene får top på og bæreposerne bliver igen fyldt til randen næste år. I hvert fald regner regeringen med en betydelig stigning i danskernes privatforbrug.
Det fremgår af de økonomiske forudsætninger, der ligger til grund for det finanslovforslag, som finansminister Bjarne Corydon (S) fremlægger mandag.
Regeringen regner med, at privatforbruget vil stige med 2,3 procent næste år. Det er en opjustering i forhold til Finansministeriets seneste prognose, hvor regeringen kun regnede med en vækst i privatforbruget på to procent næste år.
Men regeringen må sande, at dens tidligere skøn for privatforbruget i år har været for optimistisk. Nu regner regeringen kun med, at privatforbruget vil stige en procent, mens der i den tidligere prognose var forudset, at privatforbruget ville stige 1,2 procent i år.
Men den forventning bliver altså tilsyneladende gjort til skamme.
Salget af nye biler vil udgøre en større del af privatforbruget, fremgår det af regeringens prognose. Bilsalget vil tegne sig for 4,4 procent af privatforbruget i år og 4,6 procent næste år.
Registreringsafgiften vil dog indbringe 1,5 milliarder kroner mindre, end regeringen regnede med i maj. Det skyldes dels, at virksomhederne køber færre biler, dels at personbilerne bliver mindre og mere brændstoføkonomiske.
I alt regner staten med at få 14,25 milliarder kroner ind i registreringsafgift i år, mens de stiger til 16 milliarder kroner næste år på grund af de ændrede regler for leasing- og demobiler.
Forbrugernes lyst til at bruge penge har stor betydning for, hvor meget den danske økonomi vokser som helhed.
Regeringen regner også med en lidt højere inflation næste år. Forbrugerpriserne ventes at stige med to procent næste år, hvor der var ventet 1,7 procent, da Finansministeriet sidst offentliggjorde en prognose tilbage i maj.
I år bliver inflationen 2,4 procent, mener Finansministeriets økonomer. I maj-prognosen var skønnet 2,5 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned