Det skal være slut med børn og unge, der bliver hyperaktive og uregerlige af for meget Red Bull eller andre energidrikke.
Det mener regeringen, der på et møde tirsdag i EU foreslår en bedre mærkning af drikke med et højt koffeinindhold.
- Vi vil gerne have, at det bliver tydeligere oplyst på energidrikkene, hvor meget koffein børn, unge og gravide bør indtage, og vi vil gerne have hele EU med på mærkningen, så vi kan nå ud til alle forbrugerne, siger fødevareminister Henrik Høegh (V).
Siden energidrikke med mere end 150 milligram koffein per liter blev tilladt i Danmark i oktober 2009, har de ellers været mærket med "Højt koffeinindhold".
Ifølge souschef i Fødevarestyrelsen Jens Therkel Jensen er der alligevel mange henvendelser fra institutioner, der har problemer med børn og unge, som er urolige på grund af for meget energidrik.
- Vi oplever også forældre, der ikke ved, at det her er noget andet end almindelig sodavand, og det kan den her vejledning forhåbentligt lave om på, siger Jens Therkel Jensen.
Regeringen foreslår, at den nye vejledning angiver grænser på 50 centiliter for voksne, 25 centiliter for børn over 10 år og advarer børn under 10 år og gravide mod helt at indtage drikken.
Jens Therkel Jensen vurderer, at et forbud mod salg til unge under 16 eller 18 år også kan komme på tale, hvis ikke mærkningsmodellen virker.
- Vi tror, at mærkning kan være en lige så god løsning som et forbud, men hvis det ikke virker, må vi gå mere drastisk til værks, siger han.
Danmark luftede første gang tanken om et forbud på et møde i juli, og det ventes, at flere lande bakker op om idéen.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde