Regeringen vil give en milliard ekstra til kommuner og regioner
Statsminister Mette Frederiksen (S), vicestatsminister og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) holder pressemøde i forbindelse med regeringsseminar på Kobæk Strand Hotel og Konference i Skælskør. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En milliard kroner ekstra om året til kommuner og regioner skal "imødegå besparelser", siger statsminister.
Kommuner og regioner skal have en "økonomisk håndsrækning" for at "imødegå nogle af de besparelser, der ellers er på bordet".
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde torsdag i forbindelse med et regeringsseminar, hvor hun er flankeret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
- Regeringen foreslår at afsættes én milliard kroner ekstra om året til den borgernære velfærd, siger Mette Frederiksen.
Pengene skal hurtigt ud i kommunerne og regionerne, lyder det. Allerede fra 2024, for de er i gang med en "svær budgetlægning".
Ifølge en pressemeddelelse fra Kommunernes Landsforening (KL) får kommunerne en øget serviceramme på 650 millioner kroner i 2024. 350 millioner kroner går dermed til regionerne.
Meldingen fra regeringen kommer, dagen efter at landets fem regioner kom med et opråb i Jyllands-Posten.
Regionerne skal finde besparelser for 2,5 milliarder kroner på grund af inflationsomkostninger og ekstraudgifter til medicin, lød det.
Mette Frederiksen erkender også, at den ekstra milliard kroner "ikke løser alle problemer".
- Men det er trods alt et vigtigt skridt. Det er vigtigt at sige, at inflationen ikke er helt væk endnu.
- Vi bliver nødt til stadigvæk at holde igen, siger hun.
Videre lyder det fra regeringstoppen, at der i næste uge kommer et finanslovsforslag for 2024 fra regeringen.
Samtidig vil der i den kommende tid være fokus på fire centrale spor i form af skat og løn, frisættelse, vækst og grøn omstilling samt uddannelse. Sporene vil være afspejlet i regeringens 2030-plan, der kommer senere i år.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde