Regeringen vil give fire grupper lønhop på 2500 kroner
Regeringen vil give lønstigninger til omkring 200.000 offentligt ansatte, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til TV 2. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Både sygeplejersker og pædagoger kan se frem til flere lønkroner, siger statsministeren til TV 2.
Regeringen vil give lønstigninger på i gennemsnit 2500 kroner om måneden til fire udvalgte grupper i det offentlige.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) til TV 2.
Der er specifikt tale om social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, sygeplejersker, pædagoger og ansatte i kriminalforsorgen.
Det er disse grupper, hvor det er svært at fastholde og tiltrække medarbejdere, siger statsministeren til TV 2.
Der vil være tale om flere lønkroner til i alt 200.000 medarbejdere, vurderer hun.
I juni fremlagde Lønstrukturkomitéen sin rapport. Komitéen var blevet nedsat i 2021 i kølvandet på sygeplejerskekonflikten for at kigge på lønudviklingen i den offentlige sektor.
I rapporten konkluderede Lønstrukturkomitéen blandt andet, at sygeplejersker ikke tjener for lidt. Derimod tjener både pædagoger og serviceassistenter for lidt ifølge rapporten.
Over for TV 2 understreger Mette Frederiksen, at det ikke vil være alle inden for en faggruppe, der får den samme lønstigning.
- Der er forskel på, hvilke opgaver man har som sygeplejerske. Vi taler ikke for, at alle inden for de her faggrupper skal have præcis den samme lønstigning, siger Mette Frederiksen til TV 2.
Kort før valget i 2022 kom Socialdemokratiet med et udspil om at bruge milliarder på at hæve lønnen for offentligt ansatte fra 2024.
Forslaget blev videreført i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen efter valget. Her fremgår det, at regeringen vil afsætte en milliard kroner i 2024. Rammen stiger til tre milliarder kroner i 2030.
Mod at få mere i løn skal arbejdstagerne bidrage med eksempelvis øget fleksibilitet og færre muligheder for at arbejde på deltid. Det fremgår af regeringsgrundlaget.
Selv om statsministeren nu udpeger fire faggrupper, der skal have mere i løn, skal pengene endeligt fordeles ved trepartsforhandlinger mellem regeringen og de offentlige arbejdstagere og -givere.
Derfor vil regeringen indkalde til forhandlinger "meget, meget snart", siger Mette Frederiksen til Politiken.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker