Regeringen vil indføre kødfrie dage: Gælder ikke på Christiansborg
SF vil diskutere kødfrie dage i Christiansborgs kantiner på næste møde i Folketingets Præsidium.
Mens regeringen vil indføre mindst to ugentlige vegetardage i kantinen på landets statslige arbejdspladser, kommer kravet ikke til at gælde politikerne selv.
Det skriver Ekstra Bladet, som har fået oplysningen af Finansministeriet og Folketinget. Det skyldes, at Christiansborgs kantiner ikke er statslige.
Alligevel vil Trine Schøning Torp, som er SF's medlem af Folketingets Præsidium, tage det op på næste præsidiemøde.
- Regeringen har i dag meldt ud, at den vil have to kødfrie dage i statslige institutioner. Jeg har aftalt med Folketingets formand, at vi drøfter det i forhold til Christiansborgs kantiner på næste præsidiemøde, skriver hun på Twitter.
Det er præsidiet, der lægger rammerne for spisestederne på Christiansborg.
Derfor vil Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), heller ikke udtale sig, før efter at sagen har været diskuteret på næste møde. Det er den 11. november.
Regeringen med finansminister Nicolai Wammen (S) i spidsen har torsdag morgen på et pressemøde fremlagt en ny strategi for at gøre statens indkøb grønnere.
Foruden kravet om kødfri dage på arbejdspladser som styrelser, ministerier, politistationer og kaserner foreslår regeringen også, at der kun må serveres okse- eller lammekød én dag om ugen.
Nicolai Wammen fortalte på pressemødet, at regeringen endnu ikke har opgjort, hvor stor reduktionen af CO2 vil være ved at skære ned på statens kødforbrug.
Hvert år køber det offentlige ind for i alt 380 milliarder kroner. Hidtil har der været fokus på prisen, men fremover skal der altså også tages højde for klimavenlighed, når staten køber ind.
Det offentlige indkøbs klimaaftryk udgør aktuelt årligt 12 millioner ton drivhusgas om året. Af dem udledes cirka fire millioner ton i Danmark og cirka otte millioner ton uden for Danmark.
Det er ambitionen, at det skal reduceres markant frem mod 2030 årligt. Planen er at sætte et konkret reduktionsmål for det offentlige indkøb næste år.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker