Regeringen vil nedsætte promillegrænse de første tre år
17-årige skal kunne køre bil uden ledsager, og promillegrænse skal nedsættes de første tre år, lyder udspil.
Promillegrænsen på 0,5 skal ikke gælde de første tre år efter erhvervelse af kørekort.
I stedet skal der være en "de facto nultolerance" over for alkohol.
Det er et af tiltagene i regeringens landdistriktsudspil, der præsenteres torsdag på et pressemøde i Skælskør.
- Det gør vi, fordi trafiksikkerhed er noget, vi tager meget, meget alvorligt, siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) på pressemødet.
Som allerede annonceret ønsker regeringen også, at 17-årige med kørekort skal kunne køre uden ledsager i et afgrænset tidsrum mellem klokken 5 og 20.
Det skal gøre transport til eksempelvis arbejde, læreplads eller skole nemmere for unge i landdistrikter.
- Vi kalder det frihed under ansvar, og vi har fuld tillid til, at ungdommen godt kan håndtere det. Særligt fordi vi skærper nultolerancen om alkoholkørsel, siger Morten Dahlin.
Regeringens landdistriktsudspil indeholder en lang række tiltag om alt fra mobilitet og grøn omstilling til butiksliv og uddannelse.
Også turisme er i fokus i udspillet.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) siger, at Danmark skal have mere turisme, uden at det bliver "masseturisme".
- Vi skal have mere turisme, vi skal udvide sæsonen, siger han.
Regeringen vil blandt andet give mulighed for udlæg af 2500 nye sommerhusgrunde og omlægge overflødige bygninger til turismeformål.
Ifølge regeringen har borgere i landdistrikter i dag også "i mindre omfang adgang til samme slags vinterbadningsfaciliteter som i byerne". Det skyldes, at krav om en vedtaget lokalplan gør eksempelvis etablering af en sauna til en "tidskrævende proces".
Derfor vil regeringen "gøre det lettere" at etablere vinterbadningsfaciliteter "ved kysten og langs søer og åer", fremgår det af udspillet.
I udspillet fremgår der ikke en samlet økonomisk ramme for tiltagene.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned