Regeringen vil vente med efterlønsreform

Danskerne får formentlig først afklaret, om de fortsat har ret til efterløn, når det kommende folketingsvalg er overstået.

På førstedagen af forhandlingerne om Danmarks økonomi frem mod 2020 fastslår finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) nemlig, at regeringen vil respektere velfærdsforliget fra 2006.

Det betyder, at man skal have Socialdemokraterne med i en aftale for at afskaffe efterlønnen før et valg, og det har oppositionspartiet klart afvist.

- Regeringens målsætning er at lave ændringer sammen med forligskredsen. Vi er enige om, at udfordringen er stor, og så ville det være mærkeligt, hvis vi ikke kan blive enige, siger Claus Hjort Frederiksen.

Socialdemokraterne er sammen med regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale med i velfærdsforliget fra 2006.

Ifølge de interne spilleregler på Christiansborg skal forligspartierne være enige for at ændre et forlig. Ellers skal parterne meddele, at de opsiger forliget forud for et valg for så at gennemføre ændringer med et nyt flertal efter et valg.

- Hvis vi ikke kan blive enige med Socialdemokraterne, så må vi forsøge at lave en politisk aftale med de tilbageværende partier. Og så vil vi meddele, at velfærdsforliget bliver opsagt, så vi kan gennemføre ændringerne efter et valg, siger Claus Hjort Frederiksen.

Helle Thorning-Schmidt (S) er glad for meldingen fra Claus Hjort Frederiksen.

- Jeg synes, det er fint, at regeringen så tydeligt siger, at man vil overholde spillereglerne.

- Nu har vi lagt fem positive forslag til ændringer af efterlønnen på bordet, og det vil vi forhandle videre om. Men vi medvirker ikke til at afskaffe efterlønnen, siger Helle Thorning-Schmidt.

Claus Hjort Frederiksen tror dog ikke, at Socialdemokraternes forslag for alvor vil være med til at hæve arbejdsudbuddet, men det vil Finansministeriet nu regne på.

Ifølge Claus Hjort Frederiksen skal førstedagen af forhandlingerne bruges til at høre partiernes forslag. Derefter forventer han, at der kommer en andenrunde med alle partierne.

/ritzau/

Regeringen vil respektere velfærdsforliget. Dermed er der ikke udsigt til efterlønsreform før efter valget.

Offentliggjort Sidst opdateret