Regeringens spindoktorer kostede 37 millioner sidste år
Udenrigsministeriet, Økonomiministeriet og Statsministeriet er i top, når det gælder udgifter til spindoktorer
Udgifterne til regeringens "særlige rådgivere" - eller i folkemunde blot spindoktorer - rundede sidste år 37 millioner kroner.
Det viser en opgørelse fra Finansministeriet.
Ministeriet med de fleste udgifter var Udenrigsministeriet, der udbetalte godt 4,3 millioner kroner til rådgiverne. Men under ministeriets tag er der både udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og udviklingsminister Mogens Jensen (S).
Økonomiministeriet udbetalte over 3,2 millioner kroner til særlige rådgivere. Men her var der også en udskiftning på ministerposten, da Margrethe Vestager (R) sidste år blev udnævnt til EU-kommissær og overlod hvervet til partifællen Morten Østergaard.
På tredjepladsen på listen kommer Statsministeriet, hvor udgifterne til Helle Thorning-Schmidts to særlige rådgivere endte på den anden side af 2,8 millioner kroner.
Udgifterne dækker dog ikke løn alene. Der er i opgørelsen også indregnet udgifter til blandt andet rejser og arbejdsredskaber.
En særlig rådgiver må ikke tjene mere end sin minister. Faktisk er der sat meget præcise maksimumregler for aflønning af spindoktorer: De må højst indkassere 75 procent af deres ministers løn.
Dog må spindoktorerne for de mest centrale ministre - dem med plads i regeringens koordinations- eller økonomiudvalg - tjene 85 procent af ministerens løn.
De centrale ministre har desuden ret til to særlige rådgivere, hvor resten har ret til én.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde