Regeringens tryghedsskabende opholdsforbud stemt ned

Jeppe Bruus (S) under Folketingets afslutningsdebat i Folketingssalen, onsdag 2. juni 2021. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Efter stor debat har Folketinget vendt tommelen ned til regeringens forslag om tryghedsskabende opholdsforbud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Regeringens plan om at kunne indføre tryghedsskabende opholdsforbud er faldet til jorden.

Lovforslaget, der ville give politiet mulighed for at indføre opholdsforbud i særligt utrygge områder, fandt ikke støtte fra Venstre i sidste ende.

Planerne om opholdsforbud var en stor del af regeringens tryghedsudspil og blev da også først støttet af Venstre, der siden er sprunget fra.

Venstre mener, at et opholdsforbud kun skal ramme dem, der skaber utryghed - det være sig indvandrergrupperinger, rockere eller andre.

Og derfor har Venstre fået gennemført - med støtte fra blandt andet De Radikale - et ændringsforslag, der ændrede lovforslaget til, at kun specifikke grupper vil blive ramt. Det ændrede lovforslag blev derefter nedstemt.

- Med regeringens forslag ville man lukke en hel park for alle for at stoppe rockere fra at være der. Alle må kunne indse, at det er en fuldstændig skør løsning, hvor man rammer de forkerte.

- I stedet skal vi ramme eksempelvis Satudarah (en rockergruppe red.) specifikt og sige, at de ikke må være i parken, siger Venstres kulturordfører, Jan E. Jørgensen, i Folketingssalen.

Han siger yderligere, at "alle andre end Socialdemokratiet kan se, at lovforslaget er elendigt".

Socialdemokratiet mener ikke, at loven efter ændringen har nogen større effekt, da politiet allerede nu kan bortvise specifikke grupper fra områder.

Og så falder kritikken af forslaget partiet for brystet, da en stribe borgerlige partier tidligere har støttet det.

- For halvanden måned siden støttede Venstre regeringens lovforslag og kaldte det for slapt. For de borgere, der er utrygge, så er det lige fedt med dette ændringsforslag, siger Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus.

At lovforslaget er faldet, bringer glæde hos både SF og De Radikale, der har været imod det fra starten. Samt Amnesty International, hvor seniorrådgiver Lisa Blinkenberg skriver:

- I dag glæder vi os på vores rettigheders vegne og over, at et flertal i Folketinget lyttede til kritikken og nedstemte regeringens forslag om et opholdsforbud, som kunne ramme enhver.