Regeringspartier strides om indgreb i Syrien

Socialdemokraterne og De Radikale er ikke enige om, hvorvidt det kan blive nødvendigt at gribe ind i Syrien uden et FN-mandat.

Offentliggjort Sidst opdateret

Socialdemokraternes udenrigsordfører, John Dyrby Paulsen, slår fast, at det internationale samfund skal gribe ind "med mere end bare ord", hvis der findes beviser for, at det syriske regime står bag giftgasangreb mod civilbefolkningen.

- Det er en så alvorlig aktion fra det syriske regimes side, at det kalder på mere end bare ord. Det er vigtigt at holde fast i, at det er en alvorlig skærpelse, og det kan man ikke bare lade gå upåagtet hen, siger John Dyrby Paulsen.

Ambitionen er at nå frem til en beslutning i FN's Sikkerhedsråd. Men hvis Rusland fastholder sin modstand mod en intervention, så kan andre løsninger komme på tale, mener Dyrby.

- Der er ingen tvivl om, at alle er mest interesseret i FN-sporet ved en international aktion. Men vi har jo skrevet i regeringsgrundlaget, at man faktisk godt kan forestille sig, at vi kan deltage i en aktion uden om FN i et andet regi, siger han og fortsætter:

- Lige nu er der bare ikke noget alternativ til FN. Der er ikke nogen koalition klar, og det skal der altså være. Det er ikke noget, vi kan gøre selv.

Hos regeringspartnerne De Radikale advarer udenrigsordfører Rasmus Helveg Petersen kraftigt mod en militæraktion, hvis Sikkerhedsrådet er splittet og Rusland kæmper imod.

- Det lyder ekstremt farligt. Så vil man have en situation, hvor vi fra Vestens side skulle bekæmpe en part, der har en stormagt i ryggen. Det har potentiale til at sprede sig til en større krig, og det er ikke noget, jeg umiddelbart synes, lyder som en god idé, siger han.

Helt generelt advarer Rasmus Helveg Petersen mod at tro, at der kan findes en militær løsning på konflikten i Syrien:

- Der er ikke nogen, der indtil nu har fremlagt en realistisk plan for, at man med militær magt kan løse de stridigheder, der er, mellem de forskellige etniske og politiske grupper.

- Hvis spørgsmålet er, om jeg har lyst til, at Danmark skal involvere sig i et militært eventyr, der snarere er et mareridt, og hvor vi ikke har udsigt til at vinde, så er mit svar klart nej.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udenrigsminister Villy Søvndal (SF) søndag. Han har dog tidligere på ugen slået fast, at arbejdet med mulige konkrete internationale reaktioner skal forankres i FN's Sikkerhedsråd.

/ritzau/