Regioner sløjfer selv produktivitetskrav på flere afdelinger
Mens politikerne diskuterer, om produktivitetskravet til hospitalerne skal sløjfes, tyvstarter regionerne.
Alle landets fem regioner har nu lagt budget for næste år. Og flere steder har man fritaget flere hospitalsafdelinger fra det omdiskuterede produktivitetskrav på to procent.
- Det betyder, at produktivitetskravet er en realitet på langt under halvdelen af regionernes afdelinger, siger formand for Danske Regioner Bent Hansen (S).
- Region Midtjylland, Sjælland og Nordjylland har helt afskaffet kravet. Men man har det stadig på medicinske afdelinger i Syddanmark og på udvalgte afdelinger i hovedstaden.
Hospitalerne har siden midten af 00'erne været underlagt et årligt produktivitetskrav. Det betyder, at de hvert år skal levere en større aktivitet - flere behandlinger og undersøgelser - for de samme penge.
Regionerne kan fritage enkelte afdelinger for produktivitetskravet, fordi de selv påtager sig risikoen, forklarer Bent Hansen:
- Til de enkelte afdelinger har vi sagt, at det der med, at de kun får penge, hvis de når en vis mængde af behandlinger, det tager vi væk.
- Så er der et økonomisk udestående, hvis ikke man når mængden af behandlinger, fordi der er 1,4 milliarder kroner fra staten, der er bundet op på det.
- Den risiko må vi så tage på de store budgetter i stedet for på de enkelte afdelinger. Det gør vi, fordi vi har en forventning om, at Folketinget afskaffer produktivitetskravet fra 1. januar.
Både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil sløjfe kravet allerede fra næste år. Også De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet er modstandere af kravet.
Men regeringen henviser til, at regionerne selv har accepteret toprocentskravet i aftalen om regionernes økonomi for 2018.
Samtidig er der nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til en bedre styring af sundhedsvæsenet - og det arbejde vil regeringen afvente.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde