Regnvand i kloakken skal koste

Danskerne skal presses til at lede regnvand uden om det overbelastede kloaksystem, skriver Politiken lørdag.

Miljøminister Karen Ellemann (V) vil ændre loven, så det bliver muligt at opkræve penge fra husejerne, hvis regnvandet fra deres tag og fliseklædte arealer ryger direkte i kloakken.

Lovforslaget vil gøre det nemmere for kommuner og vandforsyningsselskaber at tilpasse kloaksystemerne, så de kan håndtere de voldsomme regnskyl, der er et resultat af den stigende temperatur. Samtidig vil der blive dannet mere grundvand.

- Her i sommer, hvor jeg har kørt rundt i landet, kan jeg se, at når man har en have, er der en tendens til at lægge fliser over det hele, fordi det der græs er besværligt. Man tænker slet ikke i nedsivning, siger Karen Ellemann til Politiken.

I dag kan der kun opkræves vandafledningsgift af det vand, som kommer ind i huset - altså det, der leveres fra vandforsyningen. Det gør det ikke særlig attraktivt for husejerne at etablere faskiner (nedsivningsanlæg), der kan holde på regnvandet i stedet for at lade det løbe ud i kloakken.

Betalingsloven forbyder simpelthen at opkræve vandafledningsafgift af regnvand fra tage og befæstede arealer, men det skal ændres.

Københavns Energi venter, at klimaændringer i de kommende årtier vil give 30 procent mere regn end i dag.

Kloaknettet er allerede presset til bristepunktet, så hvis man kan undgå at få regnvandet fra hver tredje husstand ned i kloakkerne, kan man spare omkring 10 milliarder kroner, der ellers skulle bruges på at udbygge kloaknettet.

/ritzau/

Husejerne skal tvinges til at etablere faskiner (nedsivningsanlæg), der kan holde på regnvandet i stedet for at lade det løbe ud i kloakken.

Offentliggjort Sidst opdateret