Ren teknik, ingen konstitueringsløfter, bedyrer partierne

Foto: Foto©Jan Knudsen

De borgerlige partier på Lolland går i valgforbund.

Offentliggjort Sidst opdateret

Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, der opstiller til kommunalvalget i Lolland Kommune 17. november har besluttet at gå i valgforbund sammen.Og måske inviteres Liberal Alliance, der nyopstiller i kommunen, med ind i den borgerlige blok.

Et valgforbund er et valgteknisk samarbejde, der indgås mellem politiske partier for at minimere stemmespild og for at maksimere antallet af mandater, der tilfalder partierne i valgforbundet.

Ved valget til Sammenlægningsrådet i 2005 var V, C og O også i valgforbund.

- Vi er enige om, at det gør vi. Der er ingen tvivl om det, og hvis Liberal Alliance også vil være med, har Venstre ingen problemer med det, da det er et klart borgerligt parti, siger Venstres spidskandidat Hans Ole Sørensen til avisen.

Om Liberal Alliance skal inviteres med - og om partiet vil med - er dog ikke afstemt med de øvrige parter endnu, pointerer Hans Ole Sørensen, der også tilføjer, at der er tale om et teknisk valgforbund uden bindinger efter valget.

- Ja, der er ingen løfter i det. Det er blot et valgteknisk samarbejde, og som partier står vi frit til at gøre, hvad vi vil efter valget, oplyser de konservatives spidskandidat Marie Louise Friderichsen også.

For Dansk Folkeparti ville det være decideret dumt at sige nej til at være med i valgforbundet.

- Vi tjente jo et mandat sidst på det. Hvis vi ikke havde været i valgforbund med Venstre og de konservative var Henning Rasmussen ikke kommet i byrådet. Så havde Dansk Folkeparti kun fået et mandat og ikke to, minder Erik Kjelgaard (O) om.

- Vi manglede 50 til 80 stemmer til det sidste mandat, og dem fik vi fra de konservative, der havde omkring 400 stemmer i overskud efter at have fået et mandat ind, forklarer Dansk Folkepartis spidskandidat.