Retsudvalg blev vildledt om Christiania-besøg
Justitsminister Morten Bødskov (S) arbejdede ihærdigt for at få udskudt Folketingets Retsudvalgs omstridte besøg på Christiania i februar sidste år, skriver Berlingske.
Begrundelsen var, at Pia Kjærsgaards (DF) deltagelse ifølge PET ville gøre besøget farligere for alle udvalgets medlemmer og kræve flere betjente.
Men udvalgets 30 medlemmer fik en helt anden forklaring på, hvorfor besøget skulle flyttes, skriver Berlingske på baggrund af dokumenter og e-mails, som avisen har gennemgået efter Jakob Scharfs afgang som chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Ifølge en mail fra daværende udvalgsformand Anne Baastrup (SF) måtte besøget udskydes, fordi daværende politidirektør i København, Johan Reimann, var forhindret i at deltage i et tilstødende møde. Hun nævnte hverken Christiania eller Pia Kjærsgaard.
- Det tyder på, at retsudvalget er blevet vildledt. At vi har fået decideret forkerte informationer og en decideret forkert begrundelse for, at vi ikke kunne komme på Christiania den dag, siger Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, til Berlingske.
Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, mener også, at Morten Bødskov i samarbejde med Anne Baastrup har vildledt retsudvalget.
Anne Baastrup erkender, at mailen var upræcis. Hun forklarer den med, at justitsministeren havde ladet forstå, at det ikke var en god idé at videreformidle oplysningerne.
Justitsminister Morten Bødskov siger, at retsudvalget ganske rigtigt ikke har ikke fået indblik i det trusselsbillede, som lå bag udskydelsen.
- Men det er der en grund til, nemlig at jeg ikke mente og stadig ikke mener, at de oplysninger skal videregives, fordi det vil kompromittere efterretningstjenestens kilder og efterretninger, som er dens hjertekule, siger han til Berlingske.
Først 7. juni sidste år blev besøget på Christiania gennemført.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde