Rettidig omhu i stedet for lappeløsninger

Der er brug for bedre langsigtet planlægning i Region Sjælland, mener Jacob Jensen (V). Foto: Claus Hansen

En skarpere prioritering skal mindske arbejdspresset på Region Sjællands sygehuse, lyder det fra Jacob Jensen (V), spidskandidat til regionsrådsvalget.

Offentliggjort Sidst opdateret

REGION SJÆLLAND Det er ikke tilfældigt, at Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget, Jacob Jensen, har taget udtrykket rettidig omhu til sig. Mottoet om, at tingene skal gøres ordentligt og til tiden, stammer fra Mærsk Mc-Kinney Møller, og Jacob Jensen har da også en fortid som kontorchef i A.P. Møller-Mærsk.

Som Venstres spidskandidat er han også kandidat til posten som regionsrådsformand, og hvis han bliver ny regionsrådsformand, vil han tage værdierne med sig i formandsstolen.

- Det er nogle værdier, jeg har taget til mig og bruger i mit politiske virke. Det handler om ordentlighed og åbenhed. At der er rettidig omhu, og at man planlægger og holder den kurs med et mere langt sigte end den nuværende hoppen fra tue til tue, siger Jacob Jensen.

Med det, mener han, at der i seneste valgperiode har været for mange lappeløsninger og for lidt langsigtet planlægning i forhold til de massive problemer, der er på sundhedsområdet.

- Tingene skal prioriteres skarpere end nu. Det er en stor organisation, og med de overskrifter, sygeplejerskerne sætter på os om, at regionens sygehusvæsen er i frit fald, bliver vi nødt til at sige, at der er noget, som er vigtigere end andet, siger han.

Venstres spidskandidat til regionsrådsvalget, Jacob Jensen, vil stille sig i spidsen for en skarp prioritering, der skal tilgodese de "varme" hænder på regionens sygehuse, hvis han bliver ny regionsrådsformand. Foto: Claus Hansen

Et bedre arbejdsmiljø

Venstre er derfor sammen med Konservative og Radikale kommet med et forslag om at spare 75 millioner kroner på administrative opgaver og it og løbende over en fireårig periode bruge midlerne på at forbedre arbejdsmiljøet og lokallønnen for sygeplejerskerne, så der kan komme flere "varme" hænder på regionens sygehuse.

- Vi har sygeplejersker, som ikke arbejder inden for faget, og vi har mange, der pendler til hovedstaden. Nogle af dem kan vi få tilbage ved at hæve fastholdelses-, kompetence- og rekrutteringstillæg, siger Jacob Jensen.

Det ligger også Jacob Jensen meget på sinde at forbedre arbejdsmiljøet på sygehusene.

- Hvis vi kan få optimale normeringer på afdelinger, hvor der er særlige udfordringer som eksempelvis medicinske afdelinger, vil flere søge de stillinger, fordi de ved, at der vil være en kollega ved siden af, og at man ikke står alene med en måske helt nyuddannet kollega. Det vil også betyde, at flere vil gå op i tid, og mindske stressen og dermed det sygefravær, der er med til at tage hænder væk, forklarer Jacob Jensen.

Jacob Jensen er 48 år og gift med sygeplejerske Marie-Louise Jensen. Parret har sammen børnene Valdemar på 13 år, Christian på 11 år og Helene på 8 år.
Jacob Jensen bor i Tølløse blot en kilometer fra sit barndomshjem. Han har tidligere boet i 10 år i København, et år i England og et halvt år i New York.
Han kommer fra en landsmandsfamilie, hvor hans farfar var sognerådsformand i Tølløse, og hans far var medlem af byrådet i Tølløse.
Jacob Jensen har været medlem af Venstre siden 1990. Han er uddannet cand.merc.jur. fra CBS i 1998 og har været ansat i A.P. Møller Mærsk fra 1998 til 2007. Jacob Jensen har været medlem af Folketinget, siden han første gang blev valgt ind i 2005. I dag er han miljøordfører for Venstre.

Jacob Jensen mener, at flere opgaver bør løses på sundhedscentret i Nakskov. Foto: Claus Hansen

Får indspark derhjemme

Han er gift med Marie-Louise Jensen, som er sygeplejerske på Roskilde Sygehus, så han får mange indspark derhjemme.

- Det kan jeg ikke løbe fra. Vi vender selvfølgelig mange ting hjemme ved køkkenbordet. Jeg prøver også nogle idéer af, hvor jeg siger, hvad ville de sige til det her på din afdeling, fortæller Jacob Jensen.

Ud over en langt mere fokuseret fastholdelses- og arbejdsmiljøpolitik går Jacob Jensen og Venstre til valg på øget patienttilfredshed, kortere ventelister primært på kræftområdet, bedre kvalitet i psykiatrien, og at regionen skal indtage en større rolle, når det drejer sig om at tiltrække uddannelsespladser.

- Da vi lavede infrastrukturplan, tog regionen en førertrøje på og sagde til kommunerne, hvad det er for ting, vi skal prioritere, og man blev enige om en model. Noget tilsvarende forestiller jeg mig også på uddannelsesområdet, så man som landsdel taler med en tunge i stedet for, at der står 17 borgmestre og råber noget forskelligt, siger Jacob Jensen.

Han har været medlem af Venstre siden 1990, men betegner ikke sig selv som en stor ideolog, men som en politiker, der er drevet af at finde løsninger.

- Det driver mig at finde løsninger med nogen, som man ikke er enig med i udgangspunktet. Og det driver mig at kunne se resultaterne af det, og at det bliver omsat til noget hverdagsagtigt for det enkelte menneske i form af lokaltrafik, uddannelse eller sygehuse, siger Jacob Jensen.

Vil udvide i Nakskov

I forhold til regeringens udspil om nærhospitaler, hvor Nakskov er udpeget som en mulighed, er tanken om at få flere opgaver løst tæt på og væk fra de specialiserede sygehuse ifølge Jacob Jensen god og rigtig.

- Det er et valgkampsoplæg, hvor man sætter nogle navne på noget, og så siger man ikke så meget mere om, hvad det indeholder. Jeg synes mere, der bør være fokus på det indholdsmæssige. Der er jo allerede i Nakskov et sundhedscenter, og det skal man udvide, hvis det står til mig. Det kunne være opgaver, som sygehusene i dag løser, men som lige så godt kan løses i sundhedscentret. Der kan være ældre mennesker, som kan have svært ved at komme med det offentlige til sygehuset og skal bruge en hel dag på det bare for at få en besked fra en læge i fem minutter om, hvad en blodprøve viser. Sådan nogle ting skal kunne løses lokalt, siger Jacob Jensen.

Når det kommer til lokaltrafikken, har han et hjertebarn i lokalbanerne.

- Lokalbanerne har deres berettigelse, det gælder også Lollandsbanen. Vi har kæmpet med Østbanen ved Køge i forhold til udskiftning af skinnerne. Derfor ser jeg gerne, at vi allerede nu får en model for, hvornår skinnerne skal udskiftes på Lollandsbanen, så man ikke kommer i samme situation som Østbanen, hvor man er ved at lukke, før man får det på plads. Der er brug for rettidig omhu, siger Jacob Jensen.

Så er vi tilbage til det med ordentlighed, som også spillede en rolle i, at Jacob Jensen blev politisk aktiv.

- Det startede tilbage i 2001, hvor jeg var VU'er og kørte rundt med Anders Fogh i den bus, der kørte land og rige rundt, og der blev jeg virkelig tændt af Anders Foghs tanker om ordentlighed, at være præcis og have styr på tingene. Der var ikke noget, som var tilfældigt. Det er en stil, jeg godt kan lide, fortæller Jacob Jensen, som derfor stillede op til folketingsvalget i 2005, hvor han blev valgt ind og har været medlem siden.

Hvis han bliver ny regionsrådsformand, trækker han sig dog fra Folketinget.

- Man kan ikke både være regionsrådsformand og folketingsmedlem på samme tid, så det er klart, at hvis jeg får det privilegium at blive regionsrådsformand, træder jeg selvfølgelig ud af Folketinget, siger han.

Mere politisk involvering

Bliver han regionsrådsformand efter Heino Knudsen, vil han også udfordre det bestående mere.

- Jeg synes, der er kommet for meget fra administrationen i Sorø og sygehusledelsen, som vi politikere bare skal nikke til. Der har ikke været den tilstrækkelige mulighed for politisk involvering, og det er mange gange kommet meget hurtigt og uforberedt. Vi havde et eksempel på vores sidste forretningsudvalgsmøde, hvor det pludselig ud af det blå blev foreslået fra formandens side, at vi skulle sætte 25 millioner kroner af til forskellige indsatser, som der i øvrigt ikke var sat navn på, fortæller Jacob Jensen, som også vil være politisk inddragende.

- Jeg synes, vi skal have en bredere konstituering, end vi så sidste gang. Der var en del partier, der ikke blev inddraget i konstitueringen. Og så vil jeg gerne politisk presse ansvaret ud i vores fagudvalg, hvor der i dag er 41 regionsrådsmedlemmer. Jeg tror, mange af dem tænker, hvilken indflydelse har jeg reelt. Hvis man sidder i et fagudvalg, får man en masse orienteringssager, men når der så endelig er noget reelt, der skal besluttes med økonomi bag, bliver det besluttet i forretningsudvalget. Der ser jeg hellere, at vi får flere af de her 41 dygtige mennesker engageret. Det vil jeg gerne sætte i værk, siger Jacob Jensen.