Det bliver nu op til Rigsadvokaten, om en række tidligere medlemmer af Venstresocialisterne (VS) skal have fem millioner kroner i erstatning for at være blevet ulovligt registreret under Den Kolde Krig.
Justitsminister Lars Barfoed (K) oplyser i et svar til Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) den 13. januar oversendte sagen til Rigsadvokaten. Det sker halvandet år efter, at de tidligere VS-medlemmer, som blandt andet tæller Per Clausen, præsenterede PET for erstatningskravet.
- Den lange sagsbehandlingstid skyldes, at karakteren af det rejste krav har givet anledning til en række principielle spørgsmål af blandt andet processuel karakter, skriver Lars Barfoed, som beklager den lange sagsbehandlingstid.
Per Clausen er dog langtfra tilfreds med hverken efterretningstjenesten eller justitsministerens reaktionstider. Enhedslistens gruppeformand rykkede for tre måneder siden Lars Barfoed for et svar på, hvad der foregår.
- Jeg håber, at rigsadvokaten kan færdigbehandle sagen hurtigt. Forarbejdet ser i hvert fald ud til at være grundigt. Den lange sagsbehandlingstid tyder på, at erstatningskravet ikke bare kunne fejes af bordet, og det giver optimisme i forhold til det videre forløb, siger Per Clausen.
Erstatningskravet skyldes, at PET-Kommissionen har afsløret, at efterretningstjenesten - trods en regeringserklæring fra 1968 om det modsatte - fortsatte med at registrere personer alene på grundlag af lovlig politisk aktivitet.
Selv om et flertal af kommissionens medlemmer har frifundet PET for at have brudt loven, fordi den offentlige regeringserklæring angiveligt ikke var juridisk bindende, så bestrider sagsøgerne og andre juridiske eksperter den vurdering.
Nægter PET at betale pengene, vil sagsøgerne gå rettens vej og søge fri proces med henvisning til, at det er en sag af såkaldt principiel karakter.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde