Rigsrevision har haft it-projekter til 7,6 milliarder under lup

Der er ikke sammenhæng mellem it-projekters pris og kvalitet, konkluderer Statsrevisorerne og Rigsrevisionen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ministeriernes it-projekter kommer ikke bedre i mål, fordi ministerierne bruger lang tid eller mange penge i beslutningsfasen.

De konkluderer Statsrevisorerne i en ny beretning. Det sker på baggrund af en kortlægning fra Rigsrevisionen.

- Med beretningen har vi fået ny viden og læring om statslige it-projekter, udtaler Statsrevisorerne.

Det er medlemmer af Folketinget, som sammen med Rigsrevisionen er udpeget til at kontrollere det offentlige.

- Vi ved nu, at der ikke entydigt kan anbefales en bestemt teknisk løsning, udviklingsmetode eller indkøbsform, når staten tager beslutninger om nye it-projekter, lyder det videre.

Rigsrevisionen har set på i alt 96 projekter. De beløber sig samlet set til cirka 7,6 milliarder fordelt på 15 ministerier.

Statsrevisorerne bad tilbage i februar Rigsrevisionen om at kortlægge beslutningsprocesserne i statens it-projekter. Altså hvordan nye it-projekter bliver sat i gang.

De ville have en vurdering af, om beslutningsprocessen har betydning for kvaliteten.

I beslutningsfasen træffes nemlig centrale beslutninger om, hvordan et it-projekt skal gennemføres og indkøbes.

Undersøgelsen omfatter de ministerier, der siden 2011 har indsendt it-projekter til risikovurdering i Statens It-råd.

It-Rådet blev oprettet for flere år siden efter mange offentlige it-skandaler.

Der var eksempler på, at nye systemer aldrig nåede i mål eller overskred tidsrammer og budgetter. Og dermed endte med at koste det offentlige mange penge.

Blandt skandalerne er blandt andet sagen om politiets it-system Polsag. Det blev skrottet i 2012.

Det skulle have været fuldt implementeret i 2009 og have kostet 153 millioner kroner. Regningen endte med lyde på over en halv milliard.

Et andet eksempel er Skats milliarddyre it-system EFI, der skulle inddrive offentlig gæld, men var fyldt med fejl. Det blev skrottet i 2015.

Statsrevisorerne er Henrik Thorup (DF), Klaus Frandsen (RV), Frank Aaen (EL), Britt Bager (V), Jesper Petersen (S).