Rockmusiker kritiserer Vestergaard-boykot

Den tidligere Malurt- og Big Fat Snake-guitarist Peter Viskinde trækker nu sit tilsagn om en auktion over en støttekoncert for Haiti via aktionshuset Lauritz.com tilbage. Det sker i protest mod, at aktionshusets ikke vil sælge en akvarel af tegneren Kurt Vestergaard.

- Lauritz.com´s holdning er fuldstændig forkastelig og et totalt knæfald for terrorisme. Efter i dag at have erfaret, at Lauritz.com har boykottet Kurt Vestergaard, ser vi os nødsaget til at trække vores tilbud om at sætte en koncert på auktion med Peter Viskinde Band via Lauritz.com tilbage, siger Viskinde i en pressemeddelelse.

Til gengæld er han åben overfor andre idéer til, hvordan Peter Viskinde Band kan donere en koncert til støtte for Haiti.

Viskinde forlod i 2008 Big Fat Snake efter intern ballade. I 2009 indgik han forlig, hvor han overlod rettighederne til navnet Big Fat Snake til de resterende medlemmer. I stedet dannede han et nyt band.

/ritzau/

Rockmusikeren Peter Viskinde boykotter Lauritz.com, fordi auktionshuset boykotter tegneren Kurt Vestergaard. Han dropper tilsagn om auktion over støttekoncert.

Offentliggjort Sidst opdateret