Rød blok mister flertal i Region Midtjylland

Hverken rød eller blå blok kan danne flertal alene i Region Midtjylland. Både Psykiatri-Listen og Kristendemokraterne kommer til gengæld ind med et mandat hver. Og kan dermed afgøre valget. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Stemmerne i Region Midtjylland er optalt. Rød blok kan ikke danne et flertal alene.

Offentliggjort Sidst opdateret

I Region Midtjylland kan regionsrådsformand Anders Kühnau (S) ikke danne flertal alene med SF, Radikale og Enhedslisten.

Efter regionalvalget i 2017 kunne de fire røde partier sammen med Alternativet danne et flertal med 21 mandater. Det bliver dog ikke muligt denne gang, da Alternativet ikke opnår valg i Region Midtjylland.

Heller ikke Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti kan mønstre mere end 19 mandater.

Onsdag morgen klokken halv seks er forhandlingerne mellem rød bloks Anders Kühnau (S) og blå bloks Anders G. Christensen (V) fortsat i gang.

Venstres spidskandidat, Anders G. Christensen, forlod kortvarigt forhandlingerne, men vendte tilbage efter overtalelse af Socialdemokratiets Anders Kühnau.

Det vides endnu ikke, hvad udfaldet af forhandlingerne bliver.

Både Psykiatri-Listen og Kristendemokraterne kommer til gengæld ind med et mandat hver. Og dermed bliver de afgørende.

I 2017 gik Psykiatri-Listen i valgforbund med de røde partier og sikrede rød blok det 22.-mandat.

Resultatet skyldes blandt andet, at Socialdemokratiet går 4,3 procent point tilbage, samtidig med at Venstre går 5,3 procent point tilbage.

Landet over er De Konservative gået frem. Det gælder også i Region Midtjylland, hvor partiet får 12,1 procent af stemmerne og dermed går 8,7 procent point frem.

Det er ikke kun Alternativet, der ikke opnår valg. Liberal Alliance mister også deres eneste mandat.

Regionen skulle i 2017 skifte formandsposten ud for første gang, da Bent Hansen (S), der blev kaldt for Danmarks mest magtfulde sundhedspolitiker, stoppede efter et halvt liv i amts- og regionspolitik.

Afløseren blev den nuværende formand Anders Kühnau, der samme år fik 62.959 personlige stemmer.

Til samme valg stemte 20.547 i Region Midtjylland på Psykiatri-Listen. Det rakte til et mandat, som partiet så efterfølgende mistede, da listens repræsentant valgte at tilslutte sig Socialdemokratiet.