Rød blok taber terræn i ny måling

Helle Thorning-Schmidt (S) har fortsat kurs mod statsministerposten.

Men den røde blok taber terræn i den seneste meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzaus Bureau.

De fire partier, der peger på Thorning som statsminister - Socialdemokraterne, SF, De Radikale og Enhedslisten - står til at få 52,6 procent af stemmerne.

Mens de fem partier, der vil lade statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortsætte på posten - Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne - har opbakning fra 47,0 procent af vælgerne.

Oversat til mandater giver det rød blok 94 mandater mod blå bloks 81, fremgår det af målingen, som er baseret på interviews frem til og med søndag.

Dermed har den røde blok tabt to mandater i forhold til den seneste meningsmåling, og det skyldes tilbagegang for både Socialdemokraterne og SF.

Socialdemokraterne går tilbage fra 27,5 procent til 26,4 procent, SF går fra 14,6 til 14,1 procent, mens Enhedslisten står til 4,8 procent af stemmerne.

Det er den første Voxmeter-måling, efter at de Radikale og de Konservative har givet hinanden håndslag på at føre dansk politik tilbage hen over midten.

Det har tilsyneladende haft størst gavn for de Radikale, som går fra 6,7 til 7,3 procent og dermed overhaler de Konservative, der falder fra 6,8 til 6,4 procent.

I den blå blok har Venstre størst fremgang - fra 22,2 til 23,2 procent - mens også Liberal Alliance og Dansk Folkeparti går frem.

Liberal Alliance går fra 3,4 til 3,7 procent, og DF går fra 12 til 12,5 procent.

Kristendemokraterne roder fortsat rundt på den forkerte side af spærregrænsen med 1,2 procent af stemmerne.

/ritzau/

Socialdemokraterne og SF går tilbage i ny meningsmåling. Rød blok holder dog fast i samlet føring.

Offentliggjort Sidst opdateret