Rød blok vil støtte afviste irakere

Hvis magtbalancen skifter efter valget, vil en ny rød regering tildele afviste irakiske asylansøgere, som frivilligt rejser hjem, en særlig støtte.

Det drejer sig om den økonomiske og uddannelsesmæssige støtte, som VKO i 2009 lovede den irakiske regering at give de afviste irakere, men som tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech trak tilbage umiddelbart efter indgåelsen af aftalen.

Det skriver dagbladet Information fredag.

- Danmark har indgået en aftale med Irak om en særlig støtte, og det skal vi leve op til, siger integrationsordfører for Socialdemokraterne, Henrik Dam Kristensen, der bakkes op af både Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Oppositionens tilkendegivelse kommer, fordi den tidligere danske diplomat Flemming Pradhan-Blach, som var med i forhandlingerne med den irakiske regering i Bagdad, i en ny bog bekræfter, at støtteordningen specifikt blev fremhævet over for den irakiske regering som en væsentlig del af hjemsendelsesaftalen.

- Birthe Rønn besluttede ophøret af denne støtte, som jeg har forstået det, dagen efter at aftalen var underskrevet mellem Irak og Danmark. Vi vidste ikke under forhandlingerne, at støtten ville ophøre, siger han i bogen, som udkommer fredag, og som er skrevet af Esben Geist og journalist ved Information Anton Geist.

Oppositionen er derfor ikke i tvivl om, at VKO brød sin aftale med den irakiske regering, da Birthe Rønn Hornbech den efterfølgende dag trak støtteordningen tilbage uden at gøre den irakiske regering opmærksom på det.

- Det var et klokkeklart løftebrud. Derfor skal støtteordningen selvfølgelig gennemføres straks, så de afviste irakere kan få den støtte, som VKO har lovet, siger politisk ordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen.

Hverken tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech eller hendes efterfølger, Søren Pind, ønsker at kommentere sagen.

/ritzau/

Går rød blok hen og vinder valget, vil der blive rettet op på Birthe Rønns angivelige løftebrud over for Irak.

Offentliggjort Sidst opdateret