Rød klassekamp på finansloven

Enhedslisten vil føre klassekamp over finansloven for 2010. Partiet beskatter de rigeste danskere langt hårdere, fjerner hele skattefradraget for pensionsindbetalinger og hæver beskatningen af Nordsøolien. Derimod vil Enhedslisten skabe 70.000 job - heraf 30.000 i det offentlige. Ledige får højere dagpenge eller kontanthjælp, ligesom folkepensionister og folk på offentlige overførsler skal have mindst 14.000 kroner om måneden før skat.

Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, erkender, at finanslovforslaget er i strid med S-SF's fælles skatteudspil, som S-SF vil gennemføre uændret, hvis magten skifter ved næste folketingsvalg.

- Vi kan jo se i deres skatteudspil, at de har optaget en række af Enhedslistens gode idéer, så mon ikke også, de vil lytte til vores gode idéer i fremtiden, siger han i en skriftlig kommentar.

Enhedslisten foreslår samlede udgifter på 91 milliarder kroner - heraf går en tredjedel til en fattigdomspakke med højere offentlige overførsler. Indtægterne summer sammen til 122 milliarder kroner - heraf kommer halvdelen ved fuldstændig at fjerne skattefradraget for pensionsindbetalinger.

/ritzau/

Enhedslisten vil brandskatte de rigeste danskere og selskaber, mens de fattiges forhold skal forbedres. Samtidig skal der sættes en prop i hullet i statskassen.

Offentliggjort Sidst opdateret