Rød krigserklæring kan tvinge Thorning til valgknappen
Enhedslisten optrapper nu konflikten med regeringen, og det kan i yderste konsekvens tvinge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) til at udskrive valg inden sommer.
I weekenden har Enhedslistens hovedbestyrelse og folketingsgruppe besluttet, at partiet vil stemme imod den aftale med kommunerne om næste års økonomi, som er en væsentlig del af regeringens vækstplan.
Med det veto er regeringens skæbne reelt lagt i hænderne på Venstre og de øvrige partier i blå blok, når forhandlingerne om vækstplanen går i gang i dag. Det skriver Jyllands-Posten.
- Det er regeringens valg. Vi kan jo ikke forhindre regeringen i at gøre noget dumt, og vi hjælper den ikke med at føre borgerlig politik, siger Enhedslistens ordfører, Frank Aaen, til avisen.
Ligesom med finansloven skal en regering have flertal for sin årlige kommuneaftale, når den skal vedtages i juni. Ellers må regeringen gå af.
Regeringen vil forsøge at komme ud af kattepinen ved at gøre kommuneaftalen til en del af en større samlet aftale om vækstplanen.
- Vi ser arbejdspladser og velfærd som to sider af samme sag. Derfor skal vi drøfte det som en del af de forhandlinger, siger politisk ordfører Magnus Heunicke (S).
Regeringen går efter en stor aftale med Venstre, som ikke afviser at inddrage kommuneaftalen.
- Hvis kommuneaftalen bliver en del af en samlet aftale, stemmer vi for. Men den samlede aftale skal være langt mere ambitiøs, end regeringen har lagt op til, siger politisk ordfører Ellen Trane Nørby (V) til avisen.
Med Enhedslistens veto kan Venstre reelt diktere indholdet i en aftale om vækstplanen. Det bringer Thorning i en politisk ekstremt sårbar situation.
I weekendens udtalelse understreger Enhedslisten, at "når og hvis regeringen falder", så skal det stå klart, at det er regeringens og ikke Enhedslistens ansvar.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker