Alt tyder på, at tvivlerne bliver tungen på vægtskålen, når der er folketingsvalg den 15. september, skriver metroXpress.
Men de godt 440.000 vælgere, der slet ikke kan finde ud af, hvor de skal sætte deres kryds, er indtil videre lige fordelt mellem rød og blå blok.
Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for metroXpress.
De såkaldte "supertvivlere" udgør 11,1 procent af de stemmeberettigede danskere, og heraf hælder 34 procent mest til rød blok, mens 36 procent tipper til den modsatte side.
De nye tal er gode nyheder for rød blok, mener politisk kommentator på TV 2, Henrik Qvortrup.
- Det er interessant, fordi mange målinger hidtil har vist, at tvivlerne hælder mest mod blå blok.
- Hvis der er en lige fordeling, så er det en opmuntring for de røde. Alt det, der foregår i de her uger, er rettet mod tvivlerne, så det har en stor betydning, siger Henrik Qvortrup.
Et af de aktuelle temaer i den politiske debat, som har rykket ved tvivlernes holdninger, er blandt andet Danmarks Statistiks melding om en vækst i bruttonationalproduktet på en procent.
Den nyhed har gjort 16 procent af rød bloks tvivlere mere positive over for modsatte fløj, viser YouGov-undersøgelsen.
Omvendt har Dansk Folkepartis forslag om at nedlægge asylcentre i Danmark fået 10 procent af de blå tvivlere til at se mere positivt på rød blok.
Politisk kommentator Michael Kristiansen forklarer, at de fleste tvivlere først begynder at træffe deres beslutninger i de sidste dage af valgkampen, fordi de ikke interesserer sig så meget for politik:
- Det er valgkampens sidste to-tre dage, der bliver helt afgørende. Medietrykket fra partierne bliver ekstremt stort til allersidst, siger han.
Undersøgelsen er baseret på interview med 2.321 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år fra YouGov Panelet i perioden 1.-5. september 2011
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker