Den røde regering vil bruge det anlæg til trafikkontrol 150 meter før grænsen ved Frøslev, som Danmark og Tyskland aftalte i 2008.
Det oplyser SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, til dagbladet "Der Nordschleswiger".
Danmark betaler ifølge aftalen for oprettelse og drift af anlægget. Det er ifølge Jesper Petersen nødvendigt, når tolderne laver stikprøver ved den dansk-tyske grænse. Her undgår tolderne at springe for livet, fordi bilisterne kører alt for stærkt.
Ved Frøslev-grænsen gennemføres stadig stikprøver, "men hverken stationær eller permanent", understreger Jesper Petersen.
Han mener, at uanmeldt told- og politikontrol i baglandet virker langt bedre imod kriminalitet.
Ifølge Jesper Petersen vil S-R-SF-regeringen anvende de faciliteter, som VK-regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti. Det omfatter scannere, mobile indsatsvogne og lysanlæg til kontrol ved nattetid.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup kalder det dobbeltmoral og hykleri af den røde regering. På den ene side bryster europaminister Nikolaj Wammen (S) sig af i EU, at regeringen har fjernet grænsekontrollen. På den anden side anvendes anlægget, påpeger han.
- Det er total dobbeltmoral og hykleri. Man har slået på tromme for, at det var ganske forfærdeligt, og vi blev uvenner med hele verden. Europaministeren fortalte i sidste uge, hvor glade EU var for, at vi sløjfer kontrollen. Men hvad sløjfer man? Jeg kan næsten ikke får øje på det, siger Peter Skaarup til Ritzau.
I Frøslev vendes anlægget, så der bliver plads til, at man kan lave den permanente toldkontrol ved grænsen. Desuden bevares scannerne, som skal tjekke nummerplader, siger Peter Skaarup.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned