Røde faner i skygge da SF kårer dronning

SF kårer sin nye dronning, Annette Vilhelmsen, i Dronningesalen i Den Sorte Diamant på Det Kongelige Bibliotek ved havnen i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

Nogle hundrede SF'ere klapper og rejser sig med mellemrum fra de blå biografsæder, som skråner mod scenen med talerstolen.

Herfra taler den nye formand, ikke flammende, men sikkert - om at samle partiet, som har været gennem en opslidende valgkamp mellem de to formandskandidater.

- Tiden er kommet til samling. Vores hold er sammenhold, siger Annette Vilhelmsen.

Hun vil samle og understreger, at partiet ikke er kendetegnet ved fodformede sko eller Kansastøj.

Dermed sender hun samtidig en lussing ned til skatteminister Thor Möger Pedersen, som fra anden sæderække anstrenger sig for at holde smilet oppe, mens kameraerne er på.

Ministeren, som ifølge Information mister sit job under den nye formand, ligner ikke nogen lottovinder. Det er ham, der har understreget den nødvendige indsats for "de hårdtarbejde danskere i kedeldragt".

Inden offentliggørelsen af resultatet sagde Möger i foyeren, at man skal arbejde for partiet.

- De opgaver, jeg bliver bedt om, må jeg så forsøge at varetage, sagde han.

De to formandskandidater får resultatet først, men må pænt vente i samme lokale, indtil næstformand Mattias Tesfaye offentliggør Vilhelmsens sikre sejr over sundhedsminister Astrid Krag.

Astrid Krags lille datter bruger ventetiden på at spille klaver i venteværelset med sin mor.

Forsamlingen i dronningesalen varmer op til resultat ved at synge med hjælp fra en tekst på en skærm på scenen.

Ligesom regeringspartneren Socialdemokraterne synger SF'erne "Når jeg ser et rødt flag smælde". Der er også to røde faner på højre side af scenen, dog i skygge, uden lys på.

Lyset er mod talerstolen med den nu tredje kvindelige partileder i regeringen - og mod tre metalspande med meterhøje røde iris.

Til sidst synger den nu forhenværende formand Villy Søvndal for til "Internationale".

"Vågn til kamp af jer dvale til den allersidste dyst", lyder det fra de stående folkesocialister, inden de går til vin, øl og vand i foyeren.

/ritzau/