Røde Kors presser på for mere nødhjælp

Danmark har været hurtigt ude med nødhjælp til Pakistan. Sådan lyder det rosende fra Røde Kors. Men katastrofen har vokset sig større, og nu er der behov for flere midler.

- Det ville være rigtig fint, hvis regeringen ligesom nødhjælpsorganisationerne ville erkende, at situationen er anderledes, end da man gav de første penge, siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl.

Kritikere har tidligere påpeget, at den danske hjælp til Pakistan ligger i den lave ende, hvis man sammenligner med Danmarks bidrag til tidligere katastrofer.

Den danske nødhjælp til Pakistan er nu oppe på 70 millioner kroner. Til sammenligning blev der i 2004 givet 180 millioner kroner i forbindelse med tsunamien i Thailand, og tidligere i år sendte Danmark 134 millioner til Haiti, der blev ramt af et ødelæggende jordskælv.

- Den danske hjælp kunne sagtens komme op på niveau med hjælpen til Haiti, siger han.

Men hvor jordskælvet i Haiti tog 200.000 mennesker og en storby med i faldet, har katastrofen i Pakistan ikke kostet mange menneskeliv. Til gengæld er katastrofen den største nogensinde, hvad angår berørte mennesker.

Udenrigsminister Lene Espersen (K) har ikke smækket kassen i. Samtidig understreger hun, at det er for tidligt at gøre Danmarks bidrag op.

- Ved tidligere katastrofer har der heller ikke været tale om, at man leverede et engangsbeløb og derefter bare lukkede kassen i, siger Lene Espersen og uddyber.

- Typisk er det sådan, at donationerne kommer løbende. Den danske indsats kan altså først opgøres, når nødhjælpsarbejdet er færdigt, og det er det langt fra nu, siger ministeren.

Når Anders Ladekarl henvender sig til regeringen, lyder svaret, at man afventer en politiske beslutning.

/ritzau/

Foto: AARON FAVILA/AP

Katastrofen i Pakistan vokser og vokser. Det samme gør behovet for nødhjælp, siger Røde Kors. Udenrigsministeren vil ikke udelukke mere dansk nødhjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret