Røde partier anklager Sass for pensionstrick til politikere
Finansordfører Pelle Dragsted (EL) kaldet det "helt uacceptabelt", at Socialdemokratiet vil give politikere et smuthul til at få mere i pension. Arkivfoto. Foto: Polfoto/Davali Philip
/ritzau/Philip Davali/arkiv
EL stemmer imod at give mulighed for at afsige sig politikerpension, men vil fortsat afsige sig pensionen.
Et forslag om at give folketingsmedlemmer mulighed for at takke frivilligt nej til en særlig politikerpension har et indbygget smuthul, der kan forgylde politikerne endnu mere.
Sådan lyder kritikken fra SF og Enhedslisten.
Med forslaget fra Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, kan politikere optjene en højere livsvarig pension.
- Henrik Sass' ændringsforslag kan vise sig at blive en rigtig god forretning, for de politikere der har siddet i Folketinget længe, siger SF's gruppeformand, Jacob Mark, til Ekstra Bladet.
Når politikere har siddet i Folketinget i 20 år, rammer de pensionsloftet. Det betyder, at de ikke kan optjene en højere livsvarig pension end 29.200 kroner om måneden.
Men forslaget vil betyde, at folketingsmedlemmerne kan fortsætte opsparingen efter det 20. år, fordi de frivilligt kan overgå til den anden, lavere pensionsform.
- Først kan de nemlig vælge at optjene politikerpensionen, og når de så er færdige med det, kan de så optjene en helt ny pension. Det er tudetosset, siger Jacob Mark til Ekstra Bladet.
Enhedslisten havde tænkt sig at stemme for forslaget, men "smuthullet" har fået partiet på andre tanker, forklarer finansordfører Pelle Dragsted torsdag fra Folketingets talerstol:
- Politikere, der har siddet her i mere end 20 år, vil kunne få endnu større pensionsprivilegier.
- Det er selvfølgelig helt uacceptabelt. Formålet var jo at fjerne privilegier, og ikke udvide dem, siger Pelle Dragsted og takker SF's Jacob Mark for at have påpeget smuthullet.
Selv om Enhedslisten stemmer imod forslaget i folketingssalen, vil partiets folketingsmedlemmer alligevel benytte sig af ændringsforslagets mulighed for frivilligt at afsige sig den særlige pension.
Partiet oplyser, at dets politikere frasiger sig, hvad der svarer til cirka 200.000 kroner årligt ved at gå over til arbejdsmarkedspensioner.
Det tal er baseret på udregninger fra Vederlagskommissionen, der sidste år kom med en stribe anbefalinger om politikeres løn og pension.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde