Røde partier og grønne ngo'er: Gasstop er danmarkshistorie
Det vækker jubel over en bred kam, at regeringen vælger at stoppe for nye tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas på land og i de indre danske farvande. Her ses energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
Scanpix/Liselotte Sabroe
Flere parter roser regeringen for at indstille jagten på olie og gas på land og indre farvande. Blandt andet på Lolland-Falster.
Det vækker jubel over en bred kam, at regeringen vælger at sætte en stopper for nye tilladelser til efterforskning og indvinding af olie og gas på land og i de indre danske farvande.
Rosen kommer fra både politiske partier og interesseorganisationer.
- Vi har været meget skeptiske over for regeringens meget vide tilladelser.
- Så vi er glade for, at regeringen nu fjerner den usikkerhed, der har været for beboerne på Lolland, siger Jens Joel, der er energi- og klimaordfører i Socialdemokratiet.
Jens Joel henviser her til, at den omdiskuterede ansøgning fra det hollandske firma Nail Resources om at søge efter olie og gas på Lolland-Falster dermed bliver afvist.
Folketingets Energiudvalg har flere gange udskudt beslutningen om det hollandske firmas ansøgning.
Men nu har lokal modstand overbevist regeringen om det rigtige i at afvise alle ansøgninger på land og i indre danske farvande.
Hos Enhedslisten jubler man også over nyheden.
- Regeringens beslutning er en kæmpe sejr for klimabevægelsen i Danmark, og noget som Enhedslisten sammen med lokalsamfund og miljøorganisationer længe har kæmpet for, lyder det fra energiordfører Søren Egge Ramussen.
Greenpeace stemmer i og kalder det "et lille stykke danmarkshistorie". Ligesom Enhedslisten kræver man nu, at man også skal stoppe efterforskningen i Nordsøen.
- Hvis Danmark skal leve op til Parisaftalen, skal den olie og gas, der måtte gemme sig i den danske undergrund, forblive der, siger klima- og energipolitisk rådgiver Tarjei Haaland med henvisning til den store internationale klimaaftale fra 2015.
Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, kalder det en historisk dag og efterlyser på samme tid næste skridt.
- Nu skal vi så også bare lukke ned for udvindingen i Nordsøen, siger han.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker