Røde støttepartier vil lade regionerne opkræve skat
Man kan styrke regionerne ved at give dem retten til at opkræve skat, mener Enhedslisten, De Radikale og SF.
Regionerne skal kunne opkræve skat ligesom kommunerne og staten.
Det mener Enhedslisten, SF og De Radikale, skriver Jyllands-Posten.
Meldingen kommer midt i forhandlingerne om en mulig ny regering.
- Hvis man mener, at regionerne er vigtige, bør man også mene, at regionerne skal kunne styre deres indtægter, siger Enhedslistens finans- og skatteordfører, Rune Lund, til avisen.
VLAK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti gik til valg på et sundhedsudspil, der indebar en nedlæggelse af regionerne.
På den anden side gik rød blok til valg på at bevare regionerne.
Med udfaldet af folketingsvalget kan regionerne formentlig fortsætte deres virke. Dermed bliver næste skridt at gøre dem stærkere, lyder det fra SF.
Partiet vil blandt andet flytte mere af den kollektive trafik over til regionerne.
- For at kunne løse de ting skal de også have lov til at opkræve skatter, siger politisk ordfører for SF Karsten Hønge til Jyllands-Posten.
Landets fem regioner blev oprettet i forbindelse med strukturreformen i 2007, hvor de daværende amter blev nedlagt.
Modsat amterne fik regionerne ikke ret til at opkræve skat.
Dengang var Jens Rohde politisk ordfører for Venstre og forsvarede strukturreformen. I dag er han folketingsmedlem for De Radikale og mener, at regionsrådspolitikerne skal have større spillerum.
- Når man har et folkevalgt led - ligesom i regionerne - skal det være sådan, at de, der bestiller musikken, også betaler for den, siger Jens Rohde til Jyllands-Posten.
Socialdemokratiet har ikke ønsket at udtale sig til avisen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde