Røde vælgere flygter over til Enhedslisten
Vælgerkrisen hos Socialdemokraterne og SF er nu så massiv, at de politiske forskere ikke længere kan finde fortilfælde. Det skriver Politiken torsdag.
- Det har sat sig historisk hårdt. Når vi ser på de vælgervandringer, der er sket siden valget - hvor mange der har forladt S og SF - har vi aldrig set noget lignende, siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.
Anledningen er en ny Megafonmåling for Politiken og TV 2, der placerer Socialdemokraterne på 17,3 procent og SF på 5,2 procent, mens Enhedslisten stormer frem til 13,9 procent.
Målingen følger tendensen fra andre analyseinstitutter.
Ifølge Kasper Møller Hansen er vælgerskredet et udtryk for mere end bare proteststemmer.
- SF og Socialdemokraternes vælgere ønskede forandringer og en ny politik. Det har de ikke fået med deres kryds, så nu flytter de krydset for at sige, at de vil have den røde politik.
- Det er et udtryk for, at de vil have en politisk forandring, og jeg tror langt hen ad vejen, det er derfor vi ser vælgerne stikke af fra S og SF, siger Kasper Møller Hansen til Politiken.
Samme måling giver endnu en syngende lussing til statsminister Helle Thorning-Schmidt: Kun 21 procent mener, at hun har ført socialdemokratisk politik, mens 61 procent mener det modsatte.
- Vi har indgået kompromiser, sådan er det, når man er i regering. Det har vi gjort i 1990'erne, det gjorde vi 1970'erne, og det gør vi nu. Det er nødvendigt, lyder forklaringen fra Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke til Politiken.
Han afviser samtidig, at 17 procent efterhånden er et naturligt leje for Socialdemokraterne.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde