Rohde: Vi har ventet længe nok på Ungarn

Den liberale gruppe i EU-Parlamentet er trætte af EU's fodslæben over for Ungarn, der før jul vedtog en kontroversiel ny forfatning. Gruppen, der blandt andet tæller danske Venstre-politikere, vil nu tvinge EU til at overveje en suspension af Ungarn.

- Vi har ventet længe nok på Ungarn. Og nok er nok, siger medlem af EU-Parlamentet Jens Rohde (V), som vil have, at EU for første gang bruger en regel, der blev indført for at undgå en gentagelse af krisen omkring den østrigske højrepolitiker Jörg Haider.

De liberale EU-politikere venter, at de i næste uge får flertal bag deres forslag om at bruge Lissabontraktatens artikel syv.

Det vil tvinge alle EU's medlemsstater til at forholde sig til, om et medlemsland skal stilles uden for en del af EU-samarbejdet på grund af brud på traktaten. Dermed bliver det også en sag for det danske EU-formandskab.

- Man må i ministerrådet sige: Last chance til Ungarn. Det kommer statsministeren ikke udenom.

- Hvis ikke vi sætter meget hårdt ind over for det her, vil vi - med bund i religiøse og nationalistiske bevægelser - se flere af den slags brud på traktaten og de grundlæggende værdier i det europæiske fællesskab, siger Rohde.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, er kommet under internationalt pres for forfatningsændringer, der blev vedtaget sidst i december. De giver blandt andet regeringen større indflydelse på centralbanken, domstolene og datatilsynet.

Ifølge Jens Rohde er lovændringerne et afgørende brud med den traditionelle tredeling af magten og et værdiskred, der er lige så alvorligt for det europæiske samarbejde som den aktuelle eurokrise.

/ritzau/

De liberale i EU-Parlamentet vil tvinge EU til formelt at vurdere en suspension af Ungarn.

Offentliggjort Sidst opdateret