Rompuy har tillid til charmerende Thorning

Europa går igennem meget udfordrende tider, som kun kan overvindes via slid og slæb.

På det punkt er EU-præsident Herman Van Rompuy og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) helt enige.

De to mødtes mandag i Statsministeriet, hvor temaet var det danske EU-formandskab, finanspagt og gældskrise.

Og Van Rompuy er sikker på, at Helle Thorning-Schmidt og Danmark kan bringe EU et skridt væk fra krisen.

- Fru statsminister, jeg glæder mig over, at Danmark er entusiastisk og velforberedt omkring dette vigtige formandskab, sagde Herman Van Rompuy til den danske statsminister.

- Jeg er sikker på, at Europa vil bevæge sig i den rigtige retning i denne udfordrende tid med jer ved roret.

Foran Statsministeriets nye bagtæppe, der har fået tilføjet det danske EU-logo, præsenterede Van Rompuy blandt andet tre topprioriteter i EU den kommende tid.

Ny politik må eksempelvis ikke hindre vækst, mens fokus rettes på at styrke efterspørgslen og stimulere beskæftigelsen.

- Det er vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på at konsolidere økonomien - og sikre den økonomiske disciplin - men også har fokus på at styrke beskæftigelsen, siger Herman Van Rompuy.

EU-præsidenten arbejder i øjeblikket på en konkret udformning af finanspagten. Forhåbningen er, at aftalen er blevet præciseret, når EU's stats- og regeringsledere mødes sidst på måneden til topmøde i Bruxelles.

Her er det indtil videre kun Storbritannien, som har nægtet at være en del af aftalen, og direkte adspurgt, om Danmark kan charmere Storbritannien tilbage til forhandlingsbordet i EU, lyder det med et smil fra Van Rompuy:

- Der er ingen tvivl om formandskabets charmerende kvaliteter. De er meget højere end mine.

Finanspagten skal efter planen underskrives i starten af marts.

/ritzau/

Danmark har EU-formandskabet i "udfordrende tider", fastslår EU-præsident Herman Van Rompuy over for Thorning.

Offentliggjort Sidst opdateret