Rønn skal forklare Løkke om statsløsesagen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil vide, hvad der er op og ned i sagerne om statsløse palæstinensere, der - i modstrid med FN-konventioner - i årevis ikke har fået statsborgerskab.

Derfor har han bedt integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) om at forklare sig i et notat.

- Det kan være klogt at forsøge at få et nærmere indblik i, hvad der har gjort, at man siden 1999 har forvaltet på en fejlagtig måde. Derfor har jeg netop bedt integrationsministeren om at udarbejde et notat, der beskriver forløbet og søger at afdække, hvad der er gået galt, siger Løkke på sit ugentlige pressemøde.

Målet er "at lære af sine fejl, også selv om de er utilsigtede", slår Løkke fast.

Han har samtidig fuld tiltro til, at Rønn fremover vil tage hånd om de statsløse på retmæssig vis, efter at hun er blevet opmærksom på problemet.

- Jeg er tilfreds med, at integrationsministeren har taget hånd om den sag og retter op på sagsbehandlingen, siger han.

I sidste uge valgte Birthe Rønn Hornbech - efter flere dages tavshed - én gang for alle at rydde op i miseren ved at gøre alle landets omkring 500 statsløse opmærksom på, at de har ret til statsborgerskab i Danmark, med mindre de er dybt kriminelle.

Integrationsministeren tvivler dog på, at årsagen til ministeriets konventionsbrud i behandlingen af statsløses indfødsret nogensinde bliver opklaret.

På sit pressemøde har Lars Løkke Rasmussen slået fast, at han finder, at Rønns udredning i sagen er tilstrækkelig. Dermed er der ikke udsigt til en uvildig undersøgelse af de ubesvarede spørgsmål.

Liberal Alliance har ligeledes afvist en sådan undersøgelse, hvorfor Løkke har et politisk flertal bag sig.

/ritzau/

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skal levere notat til statsministeren om statsløse palæstinensere.

Offentliggjort Sidst opdateret