Rønn: Udlændinge vil komme trods nyt gebyr

Lige så mange udlændinge vil i fremtiden få opholdstilladelse i Danmark, selv om udlændinge nu skal have pengepungen op af lommen, blandt andet når de ansøger om lov til at studere eller arbejde i Danmark.

Det tror integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V).

- Jeg har ikke noget ønske om, at gebyrerne skal betyde, at der gives færre opholdstilladelser. Og det, tror jeg heller ikke, vil ske, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Men der er naturligvis nogle af de dybt useriøse ansøgninger, som vil bortfalde.

Betalingen trådte i kraft ved årsskiftet, og det koster for eksempel 6100 kroner for at søge om et greencard, 5975 kroner for at søge om familiesammenføring, og 3550 kroner for at søge permanent opholdstilladelse.

Ministerens forudsigelse står i kontrast til holdningen i Dansk Industri, hvor chefkonsulent Martin Kabongo i dagens udgave af Politiken siger, at initiativet især vil få negativ betydning i forhold til greencardordningen.

- Det er et forkert signal at sende til udlændinge. Det er os, derefter spørger dem - ikke omvendt - og derfor er gebyrerne tåbelige, siger han til Politiken.

Men betalingen kan faktisk være en fordel for ansøgerne, mener ministeren.

- En sideeffekt ved gebyrerne bliver forhåbentlig, at flere gør sig umage med at fremsende alle de oplysninger, der kræves for at få en tilladelse. Det betyder alt andet lige kortere sagsbehandlingstider. Det er positivt, siger Birthe Rønn Hornbech.

I 2010 blev der givet omkring 50.000 opholdstilladelser - blandt andet til folk der arbejder eller studerer i Danmark.

Indførelsen af gebyrerne på opholdsområdet er en del af regeringens genopretningsplan. Initiativet skal i alt efter planen indbringe 140 millioner kroner.

/ritzau/

Lige så mange vil få opholdstilladelse trods nye gebyrer, forudser minister. Gebyrer er tåbelige, mener DI.

Offentliggjort Sidst opdateret