Rønn: Udlændingeaftale forenkler reglerne

- En forenkling og en afbureaukratisering af reglerne.

Sådan beskriver integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) den udlændingeaftale, som mandag aften blev indgået mellem Venstre, De Konservative og DF. Derfor er dette også tanken bag det pointsystem, der bliver indført for at opnå permanent opholdstilladelse.

- Kan man møde med nogle bestemte kvalifikationer, skal kommunerne ikke føre kontrol med, hvor mange år man har været her i landet. Man skal selv dokumentere, at man opfylder de nye pointkrav, siger Birthe Rønn Hornbech til Ritzau.

I systemet bliver udlændinge blandt andet bedømt efter, hvordan de klarer sig på arbejdsmarkedet, deres sprogkundskaber samt deres evne til at involvere sig i det danske foreningsliv.

Spørgsmål: Så du kan garantere, at systemet ikke ender i bureaukrati?

- Jeg mener, at det på mange måder er en forenkling. I forvejen er det sådan, og man selv skal komme med dokumentationen, og det skal man også her. Vi skal ikke opsøge oplysningerne. Hvis de, der søger opholdstilladelse ikke kommer med oplysningerne, får de ikke tilladelsen, uddyber Birthe Rønn Hornbech.

Hun afviser, at den nye aftale bringer stramningerne på udlændingepolitikken i forgrunden.

- Mulighederne for den, der vil gøre noget for Danmark, er blevet langt bedre. Mens nogle af dem, der vil misbruge reglerne, vil synes, at der er en konsekvens, siger integrationsministeren.

Aftalen indeholder blandt andet stamninger for familiesammenføringer. I dag må ægtefæller ikke have modtaget bistand i et år inden familiesammenføring. Fremover må de ikke have modtaget hjælp i tre år.

/ritzau/

Et nyt pointsystem for opholdstilladelse i Danmark forenkler reglerne, mener Birthe Rønn Hornbech, der afviser, at stramningerne dominerer ny udlændingeaftale

Offentliggjort Sidst opdateret