Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) bebuder nu en grundig oprydning efter sagen om de statsløse, der er blevet snydt for dansk statsborgerskab i strid med FN-konventioner.
I konventionerne bliver det slået fast, at statsløse under 21 år har ret til statsborgerskab, selv om de ikke opfylder de normale betingelser herfor.
- Alle sager vedrørende statsløse findes frem, og det kontrolleres, at alle ansøgere har fået den retsstilling, som de to konventioner giver de pågældende, siger Birthe Rønn Hornbech i en pressemeddelelse.
Et lov fra 1999 indskærper, at statsløse personer, der hører under konventionerne, og som er født i Danmark, har ret til statsborgerskab.
Samtlige sager de seneste 12 år skal nu nærlæses.
- Det skal undersøges særligt, om personer, der måtte have opfyldt betingelserne i konventionerne i perioden fra lov nr. 1102 af 29. december 1999 og frem til nu, skal have mulighed for at blive optaget på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, siger Birthe Rønn Hornbech.
På den måde giver ministeren efter for presset, der den seneste uge er vokset dag for dag, efter at Information tirsdag kortlagde problemet.
Det er blevet beskrevet, at Integrationsministeriet siden 2004 har undladt at oplyse om de statsløses rettigheder i både vejledninger, cirkulærer og på ministeriets hjemmeside.
Mindst 24 unge statsløse i Danmark har formodentlig ikke været klar over, at de ifølge FN-konventionerne i løbet af perioden 2004-2010 ville have kunnet opnå dansk statsborgerskab, hvis de havde søgt, før de fyldte 21.
Det har fået professor i jura ved Aarhus Universitet Jens Vedsted-Hansen til at reagere.
- Det må stå klart, at det vil være et konventionsbrud af regeringen, hvis de nægter at indføre en overgangsordning for de statsløse, der ikke har kunnet kende til deres rettigheder, siger han til Information.
Med Birthe Rønns udmelding fredag aften er der positivt nyt til de statsløse, der er blevet snydt.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde