Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) vil gøre det lettere at udvise udenlandske statsborgere med forbindelser til terrorister. Og ifølge Birthe Rønn Hornbech er hendes embedsmænd allerede i gang med et planlagt såkaldt serviceeftersyn af udvisningsreglerne, hvilket blandt andet også omfatter handlinger, som er "til fare for samfundet".
Integrationsministerens melding kommer, efter Dansk Folkeparti har krævet udvidede muligheder for at udvise islamister med tilknytning til terrororganisationer i kølvandet på, at en somalisk mand har forsøgt at dræbe tegneren Kurt Westergaard.
Integrationsministeren understreger dog, at der ikke findes lette løsninger, når det drejer sig om at få udvist udlændinge til deres hjemlande, hvis landene ikke vil modtage dem, eller de risikerer at blive forfulgte der.
- Det er et problem, vi står med i mange lande i Europa, men der er ingen lette løsninger. Vi håber selvfølgelig at få diplomatiske forsikringer fra flere lande, så vi kan udvise dømte folk. Problemet er, at det ofte er svært at få forsikringer fra de lande, da de ofte har styrer, som ikke er interesserede i at give dem, siger Birthe Rønn Hornbech.
Hun foreslår blandt andet også, at udlændinge, som ikke vil integreres, får sværere ved at få permanent opholdstilladelse. Det vil ifølge ministeren betyde, at de lettere kan udvises, hvis de senere dømmes for forbrydelser. I forvejen betyder den såkaldte lømmelpakke, at straffene skærpes, så flere kan blive udvist for deres forbrydelser.
- Når vi tager fat i den lette ende, så det er det jo selvfølgelig uholdbart, at vi ikke kan komme af med dem, som vi helst vil af med, nemlig dem på tålt ophold, siger integrationsministeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde