Rusland: Danmark understreger sit fjendtlige standpunkt
Ti russiske diplomater skal forlade Ruslands ambassade i København, oplyser Udenrigsministeriet. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det russiske udenrigsministerium har fredag aften reageret på, at Danmark har udvist ti russiske diplomater.
Det er endnu en understregning af Danmarks "fjendtlige standpunkt", at ti russiske diplomater bliver udvist fra Ruslands ambassade i København.
Sådan lyder reaktionen fredag aften fra Ruslands udenrigsministerium.
Det skriver det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Nyhedsbureauet Reuters citerer Marija Zakharova, talsperson ved udenrigsministeriet, for, at Rusland "selvfølgelig vil drage de nødvendige konklusioner" som følge af Danmarks beslutning.
Det er ikke nærmere beskrevet, hvad det konkret indebærer.
Udmeldingen kommer, kort efter at Udenrigsministeriet i Danmark meddelte, at størrelsen på mandskabet på Ruslands ambassade i Danmark skal reduceres, så det svarer til størrelsen på Danmarks ambassade i Rusland.
Der er indført et loft på maksimalt fem diplomater og 20 andre ansatte.
Udenrigsministeriet i Danmark oplyser til Ritzau, at begrænsningen i praksis betyder, at ti diplomater skal forlade ambassaden.
Det skal senest være sket 29. september.
Danmark har begrundet reduktionen med, at Rusland flere gange har forsøgt at sikre visa til russiske efterretningsofficerer.
Det skal være sket i forbindelse med forhandlinger om visa til medarbejdere på den danske ambassade i Ruslands hovedstad, Moskva.
- Forhandlingerne har ikke ført til resultater på grund af gentagne russiske forsøg på at inkludere visumanmodninger til russiske efterretningsofficerer som del af disse forhandlinger, lyder det i meddelelsen.
Torsdag kunne Information afsløre, at en officer fra Ruslands militære efterretningstjeneste, GRU, siden februar officielt har været diplomat i Danmark. Der er tale om 43-årige Vladimir Grekov.
Flere efterretningskilder har over for mediet bekræftet, at han er GRU-officer.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) skrev i et svar til Information, at de russiske efterretningstjenester har tradition for at udnytte systemet for internationalt diplomati.
Det gør de "ved at udsende efterretningsofficerer til Ruslands diplomatiske repræsentationer under dække af at være diplomater".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde