Russisk invasion lægger arktisk samarbejde på is
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) meddeler, at møderne i Arktisk Råd er sat på pause efter russernes invasion af Ukraine. Både Danmark og Rusland er medlemslande. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Rusland har i øjeblikket formandskabet i Arktisk Råd, hvor Danmark også er et medlemsland.
Møderne i Arktisk Råd bliver sat midlertidigt på pause.
Det sker efter Ruslands invasion af Ukraine. Det oplyser Udenrigsministeriet.
Netop Rusland har i øjeblikket formandskabet i Arktisk Råd. Det er her, medlemslandene - heriblandt Danmark - drøfter arktiske anliggender.
Det kan være om miljøbeskyttelse, klima, sundhed, marint samarbejde og bæredygtig økonomisk udvikling.
- Putins uprovokerede angrebskrig mod Ukraine får også konsekvenser for samarbejdet i Arktisk Råd, hvor Rusland lige nu har formandskabet, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en skriftlig kommentar.
Det var natten til torsdag i sidste uge, at Rusland påbegyndte invasionen af Ukraine.
- I et tæt samarbejde med Grønland og Færøerne er Danmark og de seks andre medlemsstater i Arktisk Råd - selvfølgelig uden Rusland - blevet enige om, at vi suspenderer arbejdet i rådet midlertidigt og blandt andet ikke holder nogen møder i den kommende tid, siger Kofod.
- Det har været vigtigt at finde en vej frem, som sikrer rådets beståen og funktionsdygtighed på længere sigt, men som også sender et meget klart signal til Rusland om, at deres helt uacceptable adfærd har konsekvenser hele vejen rundt, siger Kofod.
Efter invasionen er Rusland blevet mødt med et hav af sanktioner. Det er økonomiske sanktioner, men eksempelvis også sanktioner i sportsverdenen har ramt russiske atleter, som er sendt ud på sidelinjen.
Invasionen får også konsekvenser for Nordisk Ministerråd. Det er de nordiske regeringers officielle samarbejdsorgan.
Rådet melder på sin hjemmeside, at det har sat samarbejdet med Rusland og Hviderusland i bero.
Konkret betyder det, at alle programmer, projekter og aktiviteter i Rusland og Hviderusland standses. På ubestemt tid.
- Ruslands militære angreb på Ukraine umuliggør et fortsat samarbejde under de nuværende omstændigheder, udtaler de nordiske samarbejdsministre i en fælles erklæring.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned