Rykker minister for svar om kloakbetaling

Der skal en løsnings på bordet nu, så trængte borgere på Lolland-Falster, såvel som i resten af landet, ikke risikerer at måtte gå fra hus og hjem, fordi de ikke kan betale for den lovpligtige kloakering.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis René Christensen, der derfor nu har rykket miljøminister Ida Auken for et svar på, hvor langt hun er nået i de undersøgelser af alternative lånemuligheder, som hun under et samråd i april lovede at sætte i gang.

- Ministeren lovede, at planen ville være klar til oktober, og det her haster. Derfor har jeg stillet spørgsmål i sagen, siger René Christensen.

Kravet om tilslutning har allerede givet en stor gruppe borgere på Lolland-Falster store økonomiske kvaler. Tilsammen kan udgiften nemlig beløbe sig til over 70.000 kroner, og som det er nu, er det ofte svært at låne penge til det gravearbejde, der skal udføres på egen grund. Det er derfor også det, ministeren er i gang med at undersøge alternative finansieringsmuligheder til.

- Jeg har selv forslået, at staten lægger ud, og at det så tinglyses, at pengene skal tilbagebetales den dag, ejendommen bliver solgt. Så får folk lov til at blive boende, og vi når samtidig vore miljømål. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at sætte folk på gaden, fordi man skal kloakere, siger René Christensen, der forventer at få svar fra ministeren inden for 14 dage.

Foto: Ingrid Riis (arkiv)

Offentliggjort Sidst opdateret